Endnu et "halløj-ord" eller er der noget om snakken?

Er videndeling bare et af de ord, der sammen med for eksempel "kompetenceudvikling", "værdibaseret ledelse", "forretningsstrategi" mv., får nogle mennesker til at synes, at når man har brugt ordet tilstrækkeligt mange gange, så er indholdet godt og klogt? Eller er videndeling et begreb med substans, som vi selv kan drage fordel af og bidrage til?

Denne artikel argumenterer på jordnær vis for, at det ikke er et "Halløj-ord", men en væsentlig del af interaktionssamfundet. Til slut rejser artiklen tre dilemmaer, hvor det kunne være spændende at høre dit bud på en løsning.

Eksempel 1:

Jeg sidder hjemme en lørdag eftermiddag og forsøger forgæves på at løse en udfordring i den web-applikation, jeg er i gang med at bygge. Jeg ved ret præcist, hvor i mit program, det går galt, men kan ikke finde ud af at rette fejlen. Internettet er fyldt med fora om web-udvikling, så jeg poster en besked på mit ynglingsforum for udviklere. Efter én time har jeg tre gode svar med 8 forskellige mulige løsninger. Jeg prøver dem af, og mindst to af løsningerne har den ønskede effekt. Jeg kan bare kopiere den foreslåede over i min applikation. Der opstår et par yderligere udfordringer, som jeg har en kort dialog med en af bidragyderne om via e-mail.
Sidens top

Eksempel 2:

En slægtsforsker har via søgemaskinen Google fundet frem til min hjemmeside og set, at jeg har en længere artikel liggende om Herlufmagle Kro, der gennem generationer blev drevet af nogle af mine aner. Hun vil gerne have tilsendt artiklen, så jeg mailer den til hende. Der går i alt seks timer fra hun sender sin mail, til jeg svarer.
Sidens top

Gammel vin på nye flasker?

Når man spørger om vej, giver et godt råd, når mesteren fortæller lærlingen noget, når læreren underviser - i alle disse tilfælde finder der videndeling sted. Videndeling har altid fundet sted. I moderne sprogbrug er videndeling et underbegreb til begrebet videnledelse. Videnledelse er ledelsestiltag, hvis sigte er at fremme videndeling eller bestemte former for videndeling i eksempelvis en virksomhed. Det er der overhovedet intet nyt i.

Det nye er det ændrede samfund og de heraf følgende ændrede virksomheder. Eller/og omvendt. Vi er i vores del af verden på vej ud af det industrielle produktionssamfund, hvor man brugte viden på fysiske produkter og materialer, og ind i vidensamfundet, hvor man bruger viden på at producere viden og avancerede services. Produktion af fysiske produkter er i stadig stigende grad i vort samfund blevet erstattet af skabelse, brug, genbrug, distribution og lagring af viden.

Heller ikke dette er der principielt noget nyt i; på universitetet, i det rådgivende ingeniørfirma, på hospitalet, i advokatfirmaet og lignende virksomheder har dette i princippet altid fundet sted; det afgørende nye er omfanget, men når man ser nøjere efter, så er også karakteren af og kravene til den videndeling og videnledelse, der finder sted, ændret.

Min påstand er, at betingelserne for at dele viden har fået meget bedre betingelser i "det nye samfund"; ved dette forstår jeg tiden efter ca. 1996, hvor Internettet blev en del af de flestes hverdag både på arbejdet og hjemme. Adgangen til at finde andre, der ved noget, om det man selv roder med, er simpelthen blevet så meget lettere og adgangen til dialog er øget til det uendelige. I eksempel 1 ville jeg før Internettet være gået på biblioteket vel at mærke på en dag, der var åbent i min fritid, og have lånt en bog om emnet, hvis den vel at mærke ikke allerede var udlånt. Havde jeg haft yderligere spørgsmål eller problemer kunne jeg selvfølgelig have prøvet at ringe til forfatteren, som nok ville være blevet noget overrasket over pludselig at have dialog med en læser. Eksempel 2 ville ganske enkelt ikke have fundet sted! Jeg havde ikke haft adgang til at dele ud af min viden om Herlufmagle Kro i 1700-tallet.

Vi kunne også kalde "den nye verden" for "interaktionssamfundet", og den er for så vidt båret af, at de teknologiske muligheder er blevet forbedrede. Det naturlige følgespørgsmål er, om videnledelsen kan følge med videnmedarbejderne?
Sidens top

Videndeling forudsætter viljen til at dele

Når man lægger sider på Internettet, når man journaliserer sine dokumenter i EDH, når man opgiver sin e-mail-adresse osv., er det alt sammen ud fra et iboende ønske/krav om interaktion eller muligheden for at finde noget, som andre ved noget om; men det sker også ud fra et ønske om at dele ud af den viden, man selv har. Endnu en påstand: "Videndeling handler ikke om systemer, det handler om viljen til at dele den viden, man selv har om materielle eller immaterielle emner". Hvis denne vilje ikke er til stede, kan man bygge nok så mange applikationer og stille krav om, at de bliver anvendt, og det vil ikke have den ringeste effekt. Systemer og applikationer er blot redskaber, der kan understøtte denne vilje. Videndeling stiller altså også krav til os, og stiller krav om videnledelse, som er noget helt andet end ledelse af industriel produktion.

Med den lette adgang til interaktion via cyberspace er der efter min opfattelse også opstået en ny dele-kultur med en større åbenhed, der bæres af en tanke om "Jeg kan noget, og det vil jeg gerne dele med dig". Et helt åbenlyst eksempel er, at man på 99,9 pct. af siderne på Internettet kan højreklikke og få vist dokumentets kildekode. Ser man noget fikst et sted, kan man med få museklik overføre det til sin egen side. Der er ingen, der vil synes, det er tyveri. Det interessante er også, at det er let for forfatteren at beskytte sin kildekode, men der er faktisk ingen, der gør det. Jeg synes, denne mindre nidkære vogten på egne idéer, er en meget positiv gevinst fra interaktionssamfundet. (Er der mon nogen, der har forsket i, hvad dette betyder for den samlede globale kompetence- og produktivitetsudvikling?)
Sidens top

Fra privatsfæren til arbejdslivet

Mine eksempler her i artiklen er hentet fra privatsfæren, og det er ikke tilfældigt. Videndelingen i den private sfære er nemlig ofte lettere at få øje på end i virksomheden. Og hvad skyldes det? Skyldes det netop, at videnledelsen ikke er fulgt med videnmedarbejderne, eller skyldes det, at arbejdslivet er omgærdet med en række barrierer for reel videndeling? Lad os et kort øjeblik se på de mulige barrierer:

• Konkurrence. Enhver virksomhed rummer elementer af sund konkurrence afdelinger, kontorer og medarbejdere imellem. Det er efter min opfattelse positivt, fordi det understøtter de stadige forbedringer og er skridt på vejen mod den/det excellente afdeling, kontor, medarbejder. Men for at videndelingen kan blomstre og gro til fordel for den samlede optimering i virksomheden, kræves det, at konkurrencen fremmes i en kultur, der er præget af tryghed for den enkelte. Der skal - for den enkelte - være flere incitamenter til at dele viden end til at monopolisere den. Her kommer videnledelsen igen ind i billedet.
• Kultur. I forlængelse af ovenstående kan man sige, at der kræves en kultur, der understøtter den enkeltes modighed. Det handler om den modighed, der skal til for at udbryde: "Jeg ved ikke noget om dette eller hint, men jeg opsøger gerne den nødvendige viden, der giver mig nye færdigheder og kompetencer." Den modige har det selvfølgelig meget lettere i virksomheden med videnledelse og videndeling. I virksomheder, hvor monopoliseret viden giver bonus, er det op ad bakke for den modige medarbejder. Videnledelsen har igen gode betingelser.

Nogle spørgsmål

I begejstringen over teknologien og dens muligheder (en begejstring jeg i høj grad selv deler) synes jeg også, der er grund til at stille skarpt på et par af de emner, der gør, at træerne ikke bare er vokset ind i himlen efter at Internettet mv. er blevet almindeligt og tilgængeligt for de fleste.

• Hvordan varetager vi hver især vores del af ansvaret overfor alle dem, for hvem den "nye teknologi" stadig er ny eller sågar mener, den må ligge et godt stykke ud i fremtiden? Alle dem der føler sig som Moses ved Det røde Hav, når man siger download eller http. Hvordan undgår - eller i det mindste afbøder - vi den kolossale polarisering, der finder sted, mens mange af os bare bliver så pokkers vidende? Jeg har ikke et svar, men vil gerne rejse debatten.
• Hvordan finder man en sikker vej gennem alle informationerne? Hvordan sikrer vi, både som enkeltpersoner og på arbejdspladsen, at strømmen af informationer ikke ender i et overbudskrav om, at vi skal kunne rumme det hele? Lad os bare se i øjnene, at det ikke er fysisk muligt, og lad os dernæst i fællesskab udvikle de kompetencer, der skal til for at vende overbudskrav til videbegær. Det kræver "noget andet" at agere i informationssamfundet end i industrisamfundet, men hvad er det, der kan være med til at sikre, at vi som mennesker ikke bare står forvirrede og frustrerede tilbage, når teknologibegejstringen har lagt sig?
• Engang sagde man "Viden er magt" - nu skal man måske snarere sige "Videndeling er magt". Det ligger i ordet "dele", at man skal have nogen at dele med; der kræves altså en menneskelig relation. Det er gennem relationerne, vi afprøver vores nye viden, og det er gennem relationerne man kan få ny viden. Her kan ligge en stor udfordring for mange, og håndteringen af denne udfordring har slet ikke noget med teknologi at gøre.

Og her slutter artiklen med tanke på, at det hele handler om mennesker og deres indbyrdes relationer.
Sidens top