Indlæg

Dagbog fra psykiatrisk

Et indblik

Jeg keder mig, så jeg skriver. Det er frivilligt at læse med! Og det er endnu mere frivilligt at kommentere.

Det er vist de færreste af mine læsere, der har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, så jeg prøver at berette lidt om, hvordan det kan se ud.

Glostrup

I modsætning til Hvidovre er her ro. Jeg har ellers altid syntes godt om at komme der, men nu tænker jeg, at det er en form for fabrik, der drives/løftes af de fantastisk hjertevarme medarbejdere.

Her har man sin egen stue, hvor man trække sig tilbage og være i fred og ro. Det er dejligt. Medarbejderne har ikke den samme varme, men skal jeg vælge mellem to onder eller goder, ved jeg godt, hvad jeg foretrækker, for det er belastende i en sårbar situation at skulle dele stue med to eller tre, der måske har det helt ad helvede til. Det får man det ikke ret meget bedre af. Jeg har prøvet at ligge på stue med en ung kvinde, der var fuldstændig overbevist om, at hendes hoved var ved at falde af. Det er ikke let at høre på i tre uger.

På Hvidovre har de altid overbelægning, der er altid et let kaos. Det er svært at finde ro blandt alle de mange mennesker. Når henses til bevillingerne til psykiatrien i dagens Danmark er det sådan, at er man indlagt, er man syg! Og er man syg, har man ikke behov for kaos.

Nogle går rundt

Der er kommet en udenlandsk mand, der har så meget uro, at han går rundt og rundt i den lille have. Først på stierne, så henover græsset, så tilbage til stierne, og når de hører op, tager han igen og igen turen henover den lille græsplæne. Det er til at blive bims af at se på. Og det må være frygteligt at have det sådan. Det har jeg vist aldrig prøvet.

Sød ung pige

Her er en sød ung pige, som jeg har talt en del med. Hun har en spiseforstyrrelse og er her, fordi hun har tabt sig yderligere. Hun har et kokainmisbrug og en skizzofrenidiagnose. Hun har fået plads på Sankt Hans senere på året. Hun er fuldstændig almindelig at tale med, og som skrevet vældig sød.

Afrusning

Jeg har ofte mødt mennesker her, der var til afrusning. De forsvinder lige så hurtigt, som de kommer, og jeg tænker på, hvor de bliver af? Hjem til vodkaflaskerne? Samtidig synes jeg, det er lidt sært, man kan blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi man har drukket for meget. Det er et nøglehul at komme igennem, skal man så det, når man selvforskyldt er blevet meget beruset? Det jeg mener er: burde der ikke være et andet og mere relevant tilbud til de mennesker, for sekvfølgelig skal de have hjælp. Det der med: “smut ned i AA” holder jo ikke en meter.

Venteværelset

Jeg hader normalt Glostrups venteværelse. Det er slet ikke usædvanligt at sidde der tre til fire timer. Det eneste, der foregår, er, at man gennem glasruden kan se, at medarbejderne sidder roligt bag deres skærme.

Denne gang kan jeg simpelthen ikke huske ventetiden, bortset fra en ung mand, der kom og gik rundt og rundt – og så rundt igen. Måske ventede jeg bare ikke ret længe? Jeg kan se på telefonen, at jeg ringede til 808 kl. 20:39, og jeg ved, jeg tog afsted med det samme. Kl. 02:30 kom der en læge. Det var nu lidt længe at vente, men hun havde jo nok sit at se til. Jeg havde fået et værelse. Lidt mystisk for det plejer da at være omvendt. Det er lidt underligt ikke at kunne huske detaljerne, da jeg normalt er ret god til detaljer 🙂 det er bare min Asperger 🙂

Sundhed.dk og Sundhedsplatformen

Jeg følger med på sundhed.dk, fordi jeg gerne vil vide, hvad de skriver. Jøsses hvor står der meget sludder, men de siger, de ikke kan rette i det. Der står fx, at jeg som bivirkning har “somnolens” som er en sygelig trang til at sove, det har jeg da ved Gud aldrig haft/sagt. Der står, at jeg er bange for smerterne ved at dø. Det er jeg for det første ikke, og for det andet har vi slet ikke talt om den slags. Det er jo ikke det, denne indlæggelse handler om. Der står, at jeg ikke har tidligere suicidalforsøg. Det er også forkert. Der står, at jeg var psykotisk, da jeg ankom. Vrøvl. Jeg ved ganske udmærket, hvornår jeg er psykotisk – det glemmer selv jeg ikke så let. Det er noget af det, man får ud af “stor sygdomsindsigt”.

Jeg synes altså, at det, der står, skal være rigtigt, for den næste, næste, næste læge vil jo læse det og tro, det er rigtigt. Hvordan skulle hun vide andet? Men det er som om, de ikke synes, det er så vigtigt, og så giver de Sundhedsplatformen skylden. Det kan de da ikke blive ved med. De spurgte i dag, om jeg ikke ville være konsulent på SP 🙂 jeg takkede pænt nej, men det kunne sikkert være fede opgaver – i mit gamle liv!

Når man ikke har et bælte

I psykiatrien handler ordet “bælte” jo typisk om fiksering. I mit tilfælde handler det bare om, at de lange bukser, jeg har  Med, kan tages af uden at lyne/knappe op. Jeg har ikke lyst at møde op i Securitas med hængerøv. Her har de ikke et bælte i “glemmekassen”, og hvad gør man så, når man ikke vil komme i shorts (det andet par jeg har med)? Jeg tager ledningen fra min oplader. Så kommer der strøm til mig, men pyt det har jeg jo prøvet så tit 🙂

Du må have en god aften. Jeg håber ikke, du har kedet dig for meget.

Interview til “Hendes Verden”

Svært at forklare

Jeg har i dag haft besøg af en freelancer fra “Hendes Verden” sammen med en fotograf. De var vældig søde.

Jeg må indrømme, at jeg i formiddags gik til frisøren for at få sat lokkerne. Jeg har meget hår, og det, jeg har, er meget tykt. Så jeg har svært ved at “sætte” det ordentligt; det bliver så let en rodebunke ovenpå hovedet. Jeg vil ikke optræde med en rodebunke ovenpå hovedet i et dameblad om et par uger.

Temaet

Temaet var ECT – eller som hun hele tiden kaldte det: “Elektrochok”, for ellers ved læserne jo ikke, hvad det handler om. Interviewet med mig vil blive bragt sammen med interview med et menneske, der slet ikke er så positiv, som jeg er.

ECT har – sammen med psykologen – reddet mit liv. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Uden dem havde jeg ikke kunnet skrive disse linjer.

Journalisten ville så gerne have mig til at huske, hvad jeg tænkte inden den første behandling. Jeg kan ikke huske det; og det er fire år siden. Det nærmeste, jeg kunne komme på, var, at jeg glædede mig. Jeg tror, det er sandheden. ECT er en indgribende behandling, så man giver den ikke uden videre. Jeg glædede mig til en reduceret smerte.

Det var svært for mig at forklare journalisten, at angsten for livet kan være større end angsten for døden. Hun virkede som om, jeg faldt ned fra månen – men det gjorde jeg jo ikke. Jeg var bare hundesyg. Det var svært at forklare, at jeg af og til bare ikke havde seks til otte uger til at vente på effekten af nye præparater. Hvis man bare er sund, rask, glad og gennemsnitlig, er det selvfølgelig svært at forstå. Hun spurgte mig, hvad det betød ikke at have seks uger. I min verden burde det ikke forklares, men selvfølgelig er det hendes verden, der er sund og min verden, der er sær og usund.

For prins Knud

Vi tog det hele fra begyndelsen:

  • Forberedelsen til ECT aftenen før, hvor en læge stiller spørgsmål, måler værdier (hjerte, puls, temperatur og iltoptag) og samlet set vurderer, om man er i stand til at modtage behandlingen. Han/hun sikrer sig, at man ikke tager Benzodiazepiner (anxiolytika) til natten, idet de kan ødelægge krampeanfaldene. Hjernen skal krampe, når man sætter strøm til hovedbunden. Nogle mennesker tror, man sætter strøm til hjernen. Det gør man ikke! Det er ammestuesnak.
  • Næste morgen, hvor plejepersonalet atter måler værdier, sikrer sig, at man har tisset og kun drukket verdens mindste tår vand svarende til en femkrone i bunden af et engangs-krus. Tandbørstningen må vente.
  • Turen op til ECT-rummet, hvor der paradoksalt nok hænger et lille skilt i loftet, hvor der står “Behandling”, hvilket får sprogspasseren her til at spørge, hvad der så foregår på resten af hospitalet? 🙂 (Psykiatrisk Center Hvidovre er enormt).
  • Vi venter udenfor. Jeg bliver altid fulgt af en medarbejder. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg kan altså efter 50 gange godt finde derop selv.
  • Jeg hilser på anæstesien, plejepersonalet og de to psykiatere med den enorme analoge ECT-journal. Vi kender efterhånden hinanden ret godt. Jeg er på knus med plejepersonalet – især Sigga, som er så sød – men det er de allesammen. Hun er egentlig gået på pension, men vil alligevel gerne hjælpe til.
  • Jeg lægger mig på briksen efter at have taget sko og briller af. De skal kunne se, om tæerne bevæger sig.
  • Ovre på venstre side lægger de et venflon. Hvis de kan, lægger de det i håndryggen, og ellers går de til albuebøjningen, da jeg snart har så meget arvæv på håndryggen.
  • I højre side gør de klar med elektroderne og testen af ECT-apparatet. De siger “ECT-apparatet er testet” og “Vi giver bilateral ECT”.
  • Anæstesien tager over. De siger “Træk vejret dybt ned i lungerne”. Jeg adlyder 2½ gang, og måske hører jeg dem sige “Sov godt”. Så er jeg flyvende! Jeg elsker det kvarte sekund, hvor jeg flyver.

Godt forsøgt

Nu har jeg prøvet at forklare en journalist, hvad bipolar affektiv sindslidelse og ECT går ud på, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg brænder igennem. Har jeg bidraget med noget? Er hun blevet klogere på bipolar? Jeg ved det ikke. Jeg har gjort mit bedste, men jeg tvivler.

Kedsomhed

Bare ikke sløjd og håndgerning

Jeg blev inspireret af et indlæg hos Anne Bredahl, der var et fjols til  matematik – ja hun skriver det altså selv; det er ikke noget, jeg finder på. Det kunne jeg aldrig finde på.

Jeg kom til at tænke på min skoletid, der varede ti år fordelt på fem forskellige folkeskoler. Det betød blandt andet, at jeg altid kom fra et andet lærebogssystem og altid var nået til noget andet end de nye klassekammerater. Det var nu ikke det store problem; jeg indhentede det forholdsvis hurtigt, og med tiden kom jeg også ind i rutinen med at være et andet sted end de andre.

Selvforherligelse?

Dette indlæg kan (mis-)forstås som værende selvforherligelse. Sådan er det ikke ment. Det er en fortælling om, at det kan være enormt svært og ensomt at være på den rigtige side af kvik.

Læs og forstå

Dengang i fordums tider fandtes et system ved navn “Læs og forstå”. De er så gamle, at end ikke Google kan fremskaffe et billede af dem.

Det var bøger med alle mulige former for små opgaver. Jeg tror, det dækkede både regning, som det hed dengang, og dansk, og det var sjovt. For mig var det en leg, og jeg var altid mindst to bøger foran.

Jeg elsker stadig quizzer og konkurrencer. Når den årlige indfødsretsprøve offentliggøres, gætter jeg altid med, og jeg kan som hovedregel godt blive dansker.

Da jeg var til den neuropsykologiske undersøgelse hos Kaj Bjerring Andersen på Psykiatrisk Center Hvidovre, var det som at være tilbage i “Læs og forstå”. Fedt! Der var fem timers opgaver, fordelt på to dage, med en sproglig tilgang og en matematisk tilgang. Det gik fint, bortset fra at han konkluderede, at der er en “organisk betinget hjerneskade”, som er den, der trigger hukommelsen eller mangel på samme.

Fra jeg var 14, til jeg var 16, havde jeg et eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. De passede på mig, og jeg var meget ofte hos dem. Nu er vi så mødtes igen, og en af de ting, de fortalte ved det første møde, var, at de havde syntes, at jeg var god til at finde løsninger på opgaverne. Mindst to gange om ugen overnattede jeg hos dem. Derfor spurgte jeg dem, om de nogensinde lavede lektier med mig? De svarede, at det havde de ikke ment var nødvendigt.

I det hele taget husker jeg ikke, at jeg nogensinde lavede hjemmearbejde. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tid til. De huslige opgaver stod i vejen for det.

Næh tak

Jeg var god til det, man kaldte det “boglige”, men det kreative hadede jeg som pesten. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det.

  • I håndgerning har jeg på de ti år fremstillet én strømpe; det gik aldrig op for mig, hvordan man skiftede pind på hælen, og jeg kunne ikke balancere de fire pinde på én gang.
  • I sløjd fik jeg lavet en metal-et eller andet, hvor man skulle hamre på metallet, så det fik små cirkelformede fordybninger i hele overfladen. Hvad formålet nærmere bestemt var, husker jeg ikke. Kønt var det i hvert fald ikke.

Jeg er fra et sted, hvor man kun havde værdi, hvis man var kreativ med fx musik, maling/tegning eller husflid i form af træarbejde. Af samme grund fik jeg til min konfirmation en brugt elektrisk guitar arvet efter min fætter, men den var uden forstærker, så den kunne ikke spille. Hvordan (fanden) de kunne finde på det, ved jeg ikke. De måtte da vide, at jeg ikke havde evner i den retning. Det var jo ikke mig, der greb hverken harmonika eller hammondorgel i den bedste sendetid…

Da jeg ikke kunne tegne så meget som en tændstikmand – og det kan jeg stadig ikke – havde jeg ingen værdi og blev ikke inviteret ind i fællesskabet. Mine boglige færdigheder blev ikke tillagt værdi, og der var ingen respons/agtelse, når jeg ofte kom hjem med 11 og 13 på den gamle skala.

Disse forhold var tilsammen med til at skabe en stor grundlæggende ensomhed, som jeg bærer på den dag i dag. Jeg var – og er – altid anderledes. Jeg kunne noget andet, men det havde ikke værdi. Det er ensomt!

Da jeg i perioden fra foråret 2015 til december 2017 gik i et langstrakt terapeutisk forløb hos min elskede psykolog, ville hun af og til gerne have mig til at tegne og male. Jeg sagde hver gang nej tak, og at jeg var verdens dårligste til den slags. Det respekterede hun uden videre.

Kedsomhed og inklusion – eller eksklusion

Samlet set kedede jeg mig ganske enormt de ti år på de fem skoler. Der var nul udfordringer, og i 70’erne måtte man ikke stikke af fra mængden. Man skulle være gennemsnitlig.

Nu om dage taler man meget om inklusion af de særlige børn, fx bogstavbørnene eller dem med Asperger. Jeg er klar over, at det sikkert ikke er comme il faut, men det forekommer mig at være en umådelig dårlig idé! Hvorfor skal de særlige børn med djævlens vold og magt inkluderes i en almindelig klasse? Får de ikke bare nederlag på nederlag, når de netop ikke er almindelige? Jeg kan simpelthen ikke se idéen.

Nu om dage sker der heldigvis også noget positivt: mange folkeskoler har endelig erkendt, at der er børn, der har behov for flere udfordringer. Det kan jeg kun hilse velkommen. Hvorfor skal de kede sig i ni eller ti år?