Indlæg

, ,

Melodien der blev væk mv.

Det værste var musikken

Jimmie Hendrix’ guitar, som jeg hørte kun inde i hovedet, men som alligevel var så virkelig, at jeg gik langs væggene for at lytte efter om det nu ikke alligevel var mine aldersstegne naboer, der havde ændret smag, er væk.

Der blev langsomt skruet ned, og en morgen vågnede jeg op og konstaterede, at det var væk! Det var en stor dag. Det er nok svært at forestille sig, hvordan det er at høre noget, man ganske udmærket ved, er falsk(t), men som lyder som sandt. Jeg bliver ganske enkelt bange for, at jeg så for alvor er rablende vanvittig. Når det går over, kniber jeg mig selv i armen og tør næsten ikke tro, det er sandt.

Som at gå på vat

Jeg forklarede en medpatient, at jeg føler, at jeg svæver, uagtet jeg er helt klar over, at jeg ikke er en fugl eller lignende. Jeg er 20 cm. over gulvet og sætter af i luften. Jeg ved, det lyder sært, og det er også sådan, det føles. Hun sagde “det er som at gå på vat”. Det var en god formulering, som beskriver tilstanden godt.

Jeg svæver stadig, alligevel har vi aftalt udskrivelse til på tirsdag eller mandag, og det er OK med mig. Det bliver sikkert mandag, når det kunne være tirsdag. Der er altid folk i kø til åbne psykiatriske sengepladser, og jeg bliver ikke raskere af at blive en dag ekstra, og jeg synes også, jeg har fået det rigtig godt igen. De har lappet mig sammen for 12. gang siden september 2014. Hvor længe kan det blive ved?

Angsten

Det er nu anden gang jeg er indlagt med psykotiske symptomer. Det værste er angsten – især for musikken. Angsten for for alvor at være blevet skør. Jeg kan leve med det bipolare men ikke med de psykotiske symptomer; derfor har de øget min Abilify til næsten maksimal dosis.

Nu ønsker jeg mig inderligt en lang, lang stabil periode, og jeg drømmer om ikke at føle det pinligt, hvis jeg alligevel bliver nødt til at vende tilbage til 808, før den er udløbet.

Arbejdet

Jobcentret, arbejdsgiver og jeg har holdt møde i dag, og det er gået over al forventning. Nu er der sat ord på alt det usagte både fra min side og arbejdsgivers side. Vi havde for længst svoret hinanden 100 pct. ærlighed, men det er svært pr. telefon, når man kun har truffet hinanden to gange, og for mit vedkommende yderligere svært, når jeg bare gerne vil have jobbet og kæmper for at holde pensionen fra dørene.

Jeg fik fortalt, at jeg havde være bange og u-glad de to og en halv uge, jeg nåede at være der. Så bange at jeg sad og rystede, når han ringede; ikke bare let håndtremor men storrysten. Jeg fik fortalt om følelsen af, at jeg kun havde Google at spørge. Jeg turde ikke stille spørgsmål, for jeg så ham som direktøren fremfor som kollegaen – men det er nu heller ikke let, når han er både direktør, chef og kollega på én gang. Den slags sker for mig, når jeg så pokkers gerne vil lege med men ikke kan.

Han vil mig imidlertid gerne, så nu har jeg det både på skrift og i vidners påhør. Han er tilfreds med det, han har set og måden, jeg går til tingene på. Der er 125 ting (mindst), jeg ikke kan, men han er indstillet på at lære fra sig både konkret, og hvordan han tænker samt på at betale to dages eneundervisning hos Michael, som jeg har arbejdet sammen med i flere år i mit privatliv og føler mig tryg ved plus togbilletten til Aarhus t/r plus hotelværelse. “Lav en lækker hjemmeside” Jow – men hvad er det?

Hvidovre Kommune bidrager med en mentortime pr. uge i tre måneder som et plaster på såret til arbejdsgiver for den tid, han bruger på mig i den indledende fase.

Vi går stille og roligt i gang næste mandag med at arbejdsgiver og jeg sidder i samme lokale to til tre dage om ugen, for videnoverførsel pr. telefon er ikke ideelt, når man næsten ikke kender hinanden, og der er så stor forskel i kompetencerne. Vi har mødtes to gange forud for i dag.

Jeg synes virkelig ikke, jeg kan ønske mig mere. Vi skiltes med et knus.

Hvad skal jeg sige, når

“Hvad skal jeg sige, når jeg ser,….” hører jo egl. til Brorsons “Op al den ting som Gud har gjort”. Her misbruger jeg den smukke salme i mit eget ærinde:

Hvad skal jeg sige, når

  • det hele er rodet sammen,
  • det er mani, depression og noget psykotisk på én gang,
  • jeg er indlagt igen,
  • jeg synes, det er pinligt at være her igen,
  • angsten for at miste det job jeg ikke engang har fået kontrakt på er overvældende,
  • jeg har følt mig utilstrækkelig og bange i jobbet,
  • tankerne om ikke at slå til har været ved at slå benene væk under mig,
  • jeg har kunnet gå på væggene om natten og leve af vand et par døgn,
  • manglen på søvn sætter kroppen i alarmberedskab af smerte,
  • den ikke-virkelige musik blev alt for høj, så jeg igen måtte gå langs væggene og lytte, om det trods alt ikke var mine aldersstegne naboer, der hørte slutningen på en Jimmie Hendrix-koncert i flere timer,
  • det er stort set umuligt at fortælle nogen, hvordan man virkelig har det, fordi de bliver bange, og ikke ved hvad de så skal gøre eller sige,
  • frygten for at det ender med en pension fylder for meget.

Og hermed fik jeg også fortalt, hvorfor her har været stille noget tid. Det har udviklet sig stille og roligt over et par uger.

808 igen

Hele personalet er så søde og siger, at sådan er bipolar type 1; det er naturligt at stå her med tasken igen efter  to og en halv måned. Jeg synes, det er pinligt. De spørger, om udgang uden følge er tilrådeligt? Det mener jeg nu nok, det er. Men jeg sætter pris på spørgsmålet. De lover mig “uger”…, og det må jeg jo fortælle min chef, hvilket får angst-hormonerne i højeste beredskab igen.

Her er fuldt belagt. De øvrige patienter taler sammen eller strikker i “miljøet”. Jeg er slet ikke i stand til at deltage; det må vente om nogensinde – selskabspapegøje er jeg jo ikke.

RADMIS-studiet

Jeg hopper af

Jeg er blevet afhopper eller kæden er hoppet af for mig. Jeg orker ikke at deltage i RADMIS-studiet længere.

Jeg får ikke noget ud af det, jeg brokker mig bare (og sådan er jeg egl. ikke som menneske), og jeg sidder og bøvler med appen hver aften kl. 21:00, fordi jeg ikke kan ramme de små taster.

Der var herudover to ting, der slog hovederne på sømmet:

  • Kontaktpersonen, der mente, jeg burde se flere mennesker, og
  • spørgeskemaerne, der skal udfyldes til den 19. februar. Bunken er 1 cm. høj, gamle kopier af forskellige spørgeskemaer, der er kopierede og ikke er koordinerede. Dvs.: man risikerer let at skulle svare på de samme spørgsmål fem gange. Jeg orker det bare ikke. Nogen burde da have skrevet dem sammen, koordineret dem og stillet dem lidt pænt op i Word, så slutbrugeren kunne overskue dem.

Jeg sendte kontaktpersonen en ret umisforståelig mail, hvor jeg bare skrev, at jeg hoppede af, fordi jeg ikke orkede at kæmpe med appen mere, og fordi jeg ikke fik så meget ud af det. Men det er sørme ikke bare sådan lige at hoppe af et studie. Så nu har vi sendt flere mails frem og tilbage og er enedes om en afsluttende telefonsamtale i starten af næste uge.

Det bliver mandag eller tirsdag. I morgen er det lørdag; der tømmes papirkurven fast her i lejligheden, så ryger spørgeskemaerne. Appen er slettet. Så er det snart overstået.

Så er der ikke mere brok.

Tillid og tro

Medvirkende til min samlede mistillid/-tro er formentlig også, at jeg ikke bryder om tanken om af behandling af syge mennesker pr. app. og det kan så være sclerosepatienter, kræftpatienter og alle mulige andre patienter. Et er behandling, noget andet er monitorering, her er det fint. Jeg forestiller mig – men aner intet om det – at en hjertepatient gerne vil følges via en eller anden form for app eller andet elektronisk udstyr, der holder øje med hjertets livsvigtige rytme.

I RADMIS-studiet lægger de op til, at monitoreringen er en del af behandlingen, og det, mener jeg, er forkert. Skal jeg behandle mig selv ved at sidde kl. 21:00 og fedte med min mobiltelefon? Jeg ved som absolut hovedregel godt, hvordan jeg har det, men hvad med alle dem, der ikke helt ved det? Falder de gennem maskerne, når de taster forkert ind? Som et eksempel kan jeg jo nævne, at man har det glimrende, når man har en mani – i hvert fald de første 3-5 dage, hvorefter hele kroppen gør ondt og verden er væltet.

Der skal en læge til at stille en diagnose! Selvfølgelig kan man blive en erfaren patient, der ganske udmærket ved, hvordan man har det, men senest ville jeg aldrig selv have stille diagnosen ‘nærpsykose’, for jeg kendte end ikke ordet. At kende sig selv betyder ikke, at man har skiftet profession.