Indlæg

For enden af regnbuen

Det glemte

I 1988 udgav Poul Krebs albummet “For enden af regnbuen”, som faktisk var ret godt; stille og melodisk.

I dag kom jeg tiltrængt væk fra computeren, fordi en god ven og tidligere kollega havde inviteret. Vi så sammen stedet, hvor regnbuen ender både både til højre og til venstre. Utrolig flot. Og så er mobilkameraet ret anvendeligt – lige i tasken. Måske skal jeg alligevel ikke have en Doro 🙂

Hvorfor var der ingen, der tænkte?

Vi var kolleger fra 2000 – 2004, kan jeg se i mit CV. En af versionerne rummer tillige en uddybende beskrivelse af de opgaver, jeg havde, og de var for det meste ret ansvarsfulde. Jeg kan godt nok ikke genkende dem, men jeg har da ikke skrevet løgne i mit CV. Det samme gælder for mine øvrige stillinger.

Min ven kunne fortælle om, at jeg arbejdede 20 timer i døgnet, det er nu nok en overdrivelse, for dernæst at være sygemeldt i månedsvis. Det samme skulle også have gjort sig gældende i senere stillinger. Gennemsnitligt har jeg dog nok udfyldt mine årsværk. Op og ned og op og ned. Hvis det ikke er bipolar affektiv sindslidelse, så står verden ikke længere.

Jeg husker de lange arbejdsdage, men de markante sygeperioder, kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg er virkelig overrasket og lidt chokeret. Den slags kan andre mennesker da huske. Min ven mente også, der senere havde været tale om nogle fyringer, det husker jeg heller ikke, bortset fra den fra Moderniseringsstyrelsen i 2013 – på grund af sygdom seks dage i prøveperioden, og det var der jo ikke noget at sige til, eftersom min verden væltede i 2014.

Jeg spørger: Hvorfor var der ikke nogen læger/andre, der begyndte at undre sig over de hyppige langvarige sygemeldinger? Hvorfor skulle der gå 11 år fra den første depression i 2003 til den rigtige diagnose i 2014? Jeg kan godt blive en anelse træt af det. Måske kunne mit liv have set helt anderledes ud nu? Bortset fra, at jeg jo på mange plan har det bedre nu end før 2014. Jeg synes bare, det er tankevækkende.

I 2003 fik jeg kontakt med en psykiater, som primært var søvnforsker. Han udskrev Cymbalta® og så mødtes jeg med ham i et kvarter en gang i mellem. Han syntes vist, jeg havde det fint.

Jeg havde en indlæggelse af en dags varighed i 2009; vist nok med depression. De syntes vist, jeg havde det fint.

Man skal også være rimelig

Årene er gået, der bliver forsket og udviklet – så længe det prioriteres – jeg tror slet ikke, man talte om affektive sindslidelser dengang. Måske var de slet ikke “opfundet”, jf at min diagnose i de 11 år var “tilbagevendende depressioner”. Nu hedder det “unipolare depressioner” som også er et mere dækkende ord for depressioner, der ikke har været ledsaget af manier/hypomanier. Man taler om poler/polariteter. Og det føles rigtigt sådan!

Nu findes der faktisk et “Kompetencecenter for Affektive lidelser” under Rigshospitalet, I Viborg/Skive og i Hillerød. Hold da op hvor er der sket meget. Og det er godt. Jge har forsøgt at finde oplysninger om centeret på RH om, hvornår det er grundlagt, men det lykkedes ikke.

På en måde håber jeg ikke, det fandtes dengang 🙂

 

En god repræsentant?

Afsnit to

Jeg satte mig spændt til at se andet afsnit af  “Jeg savner min sygdom” om Peter Hagelund, bipolar type II, typen, hvor der “kun” optræder hypomanier og ikke “ægte” manier. Sådan må man  selvfølgelig ikke udtrykke det, for sygdommen kan være lige smertefuld, uanset om man er den ene eller den anden type!

Det fremgik med al ønskelig tydelighed, at Peter Hagelund er mere alkoholiker end bipolar. Han har det, der i fagsproget  kaldes en “dobbeltdiagnose”, og den er garanteret rigtig svær at kæmpe med og at bekæmpe.

Jannik Bjerrum fra akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup har på et tidspunkt opgjort, at 40 pct. af indlæggelserne hos dem i skadestuen, er til afrusning. (pdf). De har formået at reducere denne andel; jeg kan ikke huske hvordan, men måske var det noget med deres egen tværfaglighed og så et øget samarbejde med kommunerne?

Hvorfor uheldigt?

Jeg kan blive rigtig bange for, at Peter tages til indtægt for bipolar sygdom. Hans primære problem er jo, at han drikker. Al respekt for det, for det kan være svært nok, men jeg synes ikke, han hører til i psykiatrien. Jeg har forsigtigt præsenteret synspunktet for lægen og farmaceuten i Glostrup. De er lodret uenige, og det er jo dem, der er sagkundskaben…

Jeg er bare bekymret for, at der hjemme i sofagrupperne kan opstå en anden opfattelse: bipolare er ikke syge. De drikker bare.

En god repræsentant?

TV om bipolar

Forleden viste DR1 en udsendelse, der handlede om en relativt ung(?)  mand, der savnede sin sygdom – vel at mærke hypomanierne. Han havde ret så langt, at der er noget fedt over at være manisk i hvert fald de første fire til fem dage til kroppen står af men kun hovedet kører. Sådan er det for mig, og jeg er type I. Senest fik jeg fem fantastiske ideer i minuttet, og de var endda fornuftige dagen efter. Jeg følte mig genial; Jeg kunne alt, også det jeg ikke kan. Denne gang brugte jeg ikke en masse penge, for jeg kom ikke uden for en dør. Men der var engang, jeg købte tre computere på en dag.

Udsendelsens Peter Hagelund var type II, typen, hvor der “kun” optræder hypomanier og ikke de “ægte” manier:

  1. Bipolar lidelse type I er den klassiske form, hvor der i sygdomsforløbet optræder manier.

  2. Bipolar lidelse type II er en variant, hvor der i sygdomsforløbet ikke optræder manier, men hypomanier og depressioner.

Selv har jeg vist aldrig haft en fuldblods mani – og det er jeg glad for, for hvor skulle jeg så gøre af alle de geniale idéer?  🙂

Det kan undre, at man ikke til udsendelsen havde fundet en type I, for at give det bredeste billede af sygdommen.

Dobbeltdiagnosen

Han havde et alkoholforbrug på mellem 40 og 80 genstande om ugen. Mange er klar over, at man kan drikke sig til en depression. Men det vidste Peter ikke?

Jeg tror, man vil sige, at han har en dobbeltdiagnose, og jeg vil tilføje, at det nok ikke ville skade at læse noget litteratur om sygdommen. Jeg synes, han er uheldig i udsendelsen, idet mange måske vil læne sig tilbage og tænke: “han er ikke syg, han drikker bare (for meget)”. Det er meget uheldigt og sætter mennesker med bipolar affektiv sindslidelse i et måske dårligt lys…

Jeg tænder nok alligevel for næste afsnit.