, ,

Livstegn fra en psykiatrisk patient

Livstegn fra en psykiatrisk patient

Jeg er her endnu

Lige et livstegn fra en psykiatrisk patient.

Jeg får læst jeres blogs men jeg har ikke overskud til at kommentere, men det skal nok komme på et eller andet tidspunkt. Ting tager tid.

Medicinen kan gøre ca. halvdelen, resten må man selv gøre. Jeg er begyndt at gå ture. Jeg går rundt om Damhussøen, og til tider tillægger jeg engen. Turen om Damhussøen er vist ca. 3,45 km., men GPS’en driller, så jeg ved det ikke præcist. En eller anden dag vil jeg måle turene med min cykelcomputer. Alle siger, motion har en helbredende virkning, og det tror jeg på. Det er skønt at komme ud og gå, og det hjælper på søvnen at blive lidt naturligt træt. Jeg har googlet en del på “Bipolar affektiv sindslidelse” og en af de ting, der går igen på alle siderne er, at motion hjælper godt. Så jeg går mine ture.

Jeg kommer i “Akutteamet” på Gl. Kongevej 33, og de er supergode. Det er godt at have nogen, der holder fast i mig. Meningen er, at jeg herefter skal overgå til distriktspsykiatrien. Hvad de kan gøre for mig, ved jeg ikke, men jeg takker ja til alle tilbud, der findes. Distriktspsykiatrien er meget udskældt, men jeg går til det med positivt og åbent sind og ser, hvad de kan tilbyde. Måske skal jeg overgå allerede i morgen.

Hvad stiller jeg op med indtægtsnedgangen?

Det grundlæggende problem (indtægtsnedgangen) er der ingen, der har en løsning på. Uanset hvor dygtige og søde, de alle sammen er, er der ingen, der har præsenteret mig for en løsning. Mantraerne er: “En dag ad gangen” og “Der findes en løsning”, og det må jeg jo tro på. Hvis jeg ind imellem ikke kan holde fast i mantraerne, kommer alle de dårlige tanker igen, så jeg gør alt for at holde fast i mantraerne.

Sygemeldt og hvad så?

Jeg er sygemeldt og skal nok være det et stykke tid endnu. Indtægten er sikret så længe. Hvad der derefter skal ske, ved jeg ikke. Udgangspunktet er, at jeg gerne vil arbejde, men jeg er i tvivl, om jeg kan arbejde på normale vilkår igen. Når jeg arbejder med kriminalhistorie.dk, går det godt, og jeg føler, jeg kan holde koncentrationen, men der står jo heller ingen og hopper ved siden af med krav om en vis mængde output.

En veninde siger, jeg ikke kan arbejde, og det bygger hun på, at da jeg var i virksomhedspraktik, var jeg meget bange for ikke at slå til i jobbet. Jeg er altid bange for ikke at slå til, og det har jeg været hele mit liv.

Jeg har fået en superfin anbefaling fra min chef i Statens It, og den er jeg glad for, og jeg håber på muligheden for at kunne præsentere den for en arbejdsgiver. Ind imellem læser jeg stillingsopslag, men jeg kan slet ikke se mig selv i stillingerne. Jeg tror ikke, jeg kan leve op til kravene på det almindelig arbejdsmarked.

Jeg håber på et fleksjob, men det er meget svært at få sådan et, og under alle omstændigheder forudsætter det nok et “ressourceforløb” og en arbejdsprøvning. Jeg har prøvet at sætte mig lidt i tingene på socialjura.dk, men det er fuldstændig uoverskueligt, så det har jeg opgivet.

Der er kommet indkaldelse fra Hvidovre Kommune om opfølgning på sygedagpengene. Mødet er den 15. august, og jeg vil medbringe en socialrådgiver fra distriktspsykiatrien, for jeg føler mig ikke i stand til at varetage min egen sag. Derudover hører fire ører bedre end to, og dertil kommer, at jeg p.t. har en hukommelse som en si. Det er en del af sygdommen.

På den positive side

Noget af det positive er, at jeg kan holde koncentrationen igen, at jeg får besvaret e-mails og nu også får skrevet en blogpost. Det med koncentrationen går på, at jeg kan sidde og transskribere længere stykker tekst til kriminalhistorie.dk. Jeg kan endnu ikke være kreativ, sammenholde forskellige stykker tekst og skrive en historie sammen på baggrund af disse tekster. Det kommer vel igen?

Så vidt jeg ved – men jeg kan ikke finde det i journalen på sundhed.dk – er jeg skrevet op til det, der hedder et “pakkeforløb” under hospitalet. Pakken omfatter bl.a. psykoedukation, og noget af det, jeg gerne vil lære om, er mine manier. Jeg kan genkende manierne, når jeg får “indkøbstrang” og køber tre computere på en uge, og når jeg ikke har noget søvnbehov og sidder oppe og arbejder hele natten, men der er det jo allerede for sent. Hvilke signaler skal jeg kigge efter inden det?

Konklusion

Alt er præget af den forfærdelige uvished, men det går fremad dag for dag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

24 Svar
  1. Anna
    Anna siger:

    Kære du

    Jeg er socialrådgiver og arbejder med sygedagpenge.

    Til opfølgningsmødet skal du være så åben og ærlig omkring din situation som muligt. Du har en alvorlig psykisk lidelse, som kan være svær at behandle optimalt resten af livet, da du jo selv beskriver, at dine manier og manglende sociale overskud er meget svingende.

    Hvis jeg var din sagsbehandler vil jeg starte med at indhente en GHU hos din egen læge samt en status hos det behandlende team/eller psykiater som du går hos. Disse oplysninger vil blive drøftet med min dygtige sociallæge hvorefter vi vil vende tilbage til dig med endnu en samtale om hvad du selv vurderer du kan magte i forhold til arbejdsmarkedet. Det er nødvendigt med en afprøvning af din arbejdsevne og alt efter dine udmeldinger vil du blive henvist til enten vores dygtige jobkonsulenter som sammen med dig skulle finde et arbejdssted, hvor dine skånehensyn tilgodeses og hvor din arbejdsevne kunne beskrives. ELLER også vil du blive henvist til et af vores AMC Centre, som er rigtig gode til at lave en mere tværfaglig indsats for at få beskrevet din arbejdsevne.

    I dit tilfælde, vil jeg tro, uden at have set de lægelige oplysninger, at der kunne være basis for tilkendelse af et ressourceforløb/eller fleksjob.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Anna

      Tusind tak for dit indlæg – det gør mig rigtig glad.

      Til opfølgningsmødet vil jeg bestemt være åben og ærlig omkring min situation. Jeg har i mange år gået hos en privatpraktiserende psykiater, og hans oplysninger vil jeg bede DPC om at fremskaffe. Heraf vil det fremgå, at jeg gennem årene har haft mange depressioner. Disse oplysninger vil så tilgå kommunen i en samlet vurdering. Mine manier har jeg ikke helt styr på, men det er gået op for mig, at jeg har haft flere af dem, end jeg selv har vidst. De viser sig typisk ved, at jeg sidder oppe og arbejder hele natten og at mad er fuldstændig ligegyldig for mig. Min produktivitet er meget høj. Når jeg ser på resultaterne dagen efter, er de rigtige og fornuftige. Det er gået op for mig, at dette kaldes hypomanier.

      Hvad betyder AMC Center?

      Jeg er i tvivl om, hvad jeg kan klare på arbejdsmarkedet. Udgangspunktet er, at jeg gerne vil arbejde, men jeg tror ikke, at jeg kan gøre det på normale vilkår.

      Af akutteamet har jeg lært, at jeg skal se kommunen som en medspiller og ikke som en modspiller. De vil mig det bedste og der skal etableres et samarbejde, og det ser jeg frem til.

      Til mødte med kommunen vil jeg medbringe den “udskrivningsmentor”, som jeg nok tror, jeg er tildelt. Fire ører hører bedre end to, og jeg har en hukommelse som en si – jeg kan ikke rigtig varetage min egen sag eller huske vigtige beskeder.

  2. Kisser
    Kisser siger:

    Hanne, jeg har været en del fraværende i blogland i den senere tid, og læser først nu din blog.
    Puha, din stakkel, hvor jeg dog føler med dig.
    Jeg håber på al det bedste for dig og sender mange gode og positive tanker.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Jeg har også været en del fraværende fra blogland, men jeg er her da endnu.

      Tak for gode ønsker, det er altid dejligt. Der er gode og velmenende mennesker omkring mig, og det er rart, og hvis de også har en løsning, er det endnu bedre. Jeg kan ikke selv se løsningen, men det kan de måske.

  3. Jørgen
    Jørgen siger:

    Det er ikke så ligetil at være i den proces du er i i øjeblikket, men det er jo din virkelighed. Jeg ønsker for dig at processen får et forløb, der er godt for dig – og at den også slutter på en måde du kan være tilfreds med. Når den engang slutter.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Det bliver langvarigt, og jeg håber det bedste. Det er svært ikke at vide, hvad der skal komme. Jeg er vant til at være i “drivers seat”, men det er jeg pludselig ikke længere, og det er ikke let.

  4. Helle
    Helle siger:

    Jeg ser flere af de stillinger som min mand søger, der bliver genopslået til. Han får så afslag med den begrundelse, at hans profil ikke passede til. Men sådan et afslag kan man ikke bruge til ret meget, for hvad er det lige der ikke “passer” ? De virker somom de er blevet utrolig krævende på det danske arbejdsmarked, og man skal have det sidste nye – og det har de ledige altså ikke, for jobcentret betaler altså ikke for den slags !! Uff nå jeg må stoppe før jeg bliver for gal, og melder mig ind i politik !!!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Helle

      Jeg har også fået flere af den slags afslag, hvor min profil ikke passede, og så sidder man bare der og sig “nå”, for hvad pokker skal man stille op med det, med det afslag kan man ikke engang ringe op til virksomheden og spørge, hvad det var, der ikke passede. Jeg er enig med dig i, at arbejdsgiverne er blevet utrolig krævende, jeg håber, at alt dette snart får en ende.

  5. Ellen
    Ellen siger:

    Pøjpøj med forløbet. Hvert skridt i fremadgående retning tæller på plussiden – jeg ønsker dig alt det bedste.

  6. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Det er nemlig en god idé at have en bisidder med til møder om sygedagpenge, eller i hvert fald til det første møde. Forhåbentlig får du en sagsbehandler, som du kan tale med efterfølgende og som er på din side. Hvad angår “arbejdsduelighed”, kan jeg kun anbefale, at du søger om at komme i en praktik. Ikke en praktik der på nogen måde skal teste dig, men en praktik, der kan lære dig ikke at være bange for ikke at slå til. En praktik, der skal bygge dig op, samtidig med at du lærer mere om, hvordan du kan sameksistere med din bipolære lidelse, for det skal du jo.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg tror også, det er en god idé at have en bisidder med om end ikke bare fordi, jeg p.t. har en hukommelse som en si. Jeg håber på en god sagsbehandler og jeg prøver at se kommunen som en medspiller og ikke som en modspiller – det er i hvert fald, hvad de har sat til mig i akutteamet.

      Det lyder som en god idé med praktikken. Jeg ved inde i mit hoved godt, at jeg er en OK medarbejder, men når det kommer til de konkrete præstationskrav. bliver jeg bange for ikke at slå til. Anbefalingen fra chefen i Statens It er jo et tydeligt tegn på, at jeg performer godt nok – jeg tror, jeg skal hænge den op på køleskabet og læse den, hver gang jeg igen tvivler på mit eget værd.

      Jeg håber på pakkeforløbet og på at blive bedre til at cope med min sygdom, der jo nok skal være min følgesvend resten af livet. Jeg orker bare ikke flere manier og flere depressioner.

      • Helle
        Helle siger:

        Det er nok meget naturligt at føle, at man ikke kan slå til når man har været ude af arbejdsmarket i en periode. Vi andre er jo også usikre når vi tilgår nye opgaver, jeg er da… men det er fordi jeg vil yde mit bedste hvergang 🙁

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Helle

          Det er min oplevelse, at jo længere jeg har været borte fra arbejdsmarkedet, jo mere bange er jeg for at komme ind på det igen. Jeg vil også yde mit bedste, og jeg glemmer inde i mit eget hoved, at arbejdsgivere/chefer også er mennesker, og at ingen forlanger, at jeg kan alt fra dag 1.

          • Helle
            Helle siger:

            Husk ingen er perfekt – måske ser det sådan ud når de søger nogle medarbejder – De har glemt alt om need to have or nice to have.

          • Stegemüller
            Stegemüller siger:

            @ Helle

            Du har da fuldstændig ret. Jeg synes, det er enormt store krav, der stilles i stillingsannoncerne, og måske er der i virkeligheden ingen, der kan leve op til dem.

  7. Helle
    Helle siger:

    Du skal da heller ikke tage hånd om din egen sag, som du har det pt. Det kan godt være, at du er uddannet jurist, men du ved man skal aldrig blande arbejde og fritid sammen 🙂 Ved jo godt du ikke har arb. med det i flere år. Men det handler jo om dit liv, og om hvordan du kommer videre i livet.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Helle

      Tak for din kommentar her på bloggen. Jeg har indset, at jeg ikke kan varetage min egen sag! Der er nogen, der må hjælpe mig igennem dette her. Jeg har stor lyst til at få en afklaring på det hele, men jeg tror, det er en lang proces.

      • Helle
        Helle siger:

        Jeg tror du skal indstille dig på en lang proces, for det offentlige er jo ikke sådan lige at være i samarbejde med. Man skulle ikke tro de var til for os. Men nok om dem, det handler om DIG. Motion er sundt for krop og sjæl, det ved jeg fra mig selv. De dage hvor jeg er ked af det, der hjælper en tur på løbebåndet mig faktisk langt hen ad vejen. Der er jo nok at slås med i tankerne! Men hvis jeg boede i Kbh, så tog jeg gerne en tur rundt om søen med dig, så vi kunne vende hele verden!

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Helle

          Det er sikkert en lang proces, men jeg kunne bare godt tænke mig noget afklaring og noget vide om, hvad der skal ske. mig.

          Vi kunne gå fine ture om søen du og jeg – bare du boede her 🙂

          • Helle
            Helle siger:

            Næste gang jeg får en overnatning i Kbh, så kan vi da tage en kop kaffe/te sammen. Så må vi se om ikke vi kan få talt lidt om verden, og om ikke jeg kan give dig lidt af mit kampgejst 🙂 Jeg vist lært at overleve hele mit liv. :-/

          • Stegemüller
            Stegemüller siger:

            @ Helle

            En kop kaffe sammen ville være en rigtig god idé. Det vil jeg meget gerne. Det lyder som en fin strategi at overleve sit liv – det kunne jeg vist lære lidt af.

  8. Pia
    Pia siger:

    Det var dejligt, altså at du er der endnu 🙂 Ellers har jeg ikke mange kloge ord at sige i den sag, udover at det er en rigtig god ide at have en person at tage med til de forskellige samtaler, og endnu bedre, en der kender lidt til den jungle det er du skal igennem.
    Alle gode ønsker herfra.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Mange tak for dine gode ønsker.

      Selvom jeg jo oprindeligt et uddannet jurist, kan jeg slet ikke gennemskue den sociale lovgivning, det er så stort og omfattende, at jeg giver fortabt på forhånd. Jeg håber på en god socialrådgiver fra distriktspsykiatrien.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.