Det indlæg, der blokerer for resten

Min blog er halvdød, og jeg kan næppe have flere læsere tilbage, for jeg har ikke været produktiv i flere måneder. Det skyldes, at jeg ikke før har haft modet til at skrive dette indlæg af frygt for at potentielle nye arbejdsgivere skulle læse det. Men nu vover jeg pelsen og skriver det indlæg, som har spærret for resten af min kreativitet.

Jeg er blevet afskediget på grund af sygdom (depressioner mv.), og jeg er også blevet fritstillet, hvilket betyder, at jeg får løn i opsigelsesperioden, men ikke skal møde frem på arbejdet. Jeg fik fyresedlen i august og det kom som et mindre chok for mig, selvom jeg selvfølgelig godt var klar over, at mig sygefravær var enormt højt. Men jeg troede, at der først skulle gives en skriftlig advarsel, inden man kunne fyre folk. Sådan er det også i følge min fagforening (Djøf), der derfor fik forhandlet en ekstra månedsløn hjem til mig i forbindelse med opsigelsen.

Nu er chokket ved at have lagt sig, og det hele er kommet lidt på afstand. Jeg har fået regnet på min indtægt på dagpenge, og der bliver ikke meget at slå til søren med, men jeg kan overleve. Her mens jeg stadig har løn, sørger jeg for at spare op til en “buffer”, så der er lidt at stå i mod med til de udgifter, der ligger over overlevelsesniveauet.

Jeg har regnet ud, at der – når de faste udgifter er betalt – vil være ca. 2.000 kr. at leve for pr. måned, og jeg er i tvivl om der overhovedet er muligt at overleve for det beløb! Men det skal prøves, og dybest set kan jeg leve på en sten. Der skal bare ikke være noget der går i stykker i hjemmet, og man skal ikke pludselig stå og mangle en ny vinterjakke. I tankerne har jeg gennemgået alle mine ting og konstateret, at der ikke bør være noget, der går i stykker eller trænger til udskiftning lige foreløbigt.

I forbindelse med opsigelsen fik jeg fra min arbejdsgiver et outplacement-forløb til 40.000 kr. hos en coach, der skal hjælpe mig med at finde et nyt job, hvilket jeg inderligt håber lykkes. Jeg har været der tre gange ud af 22 og hun virker god og solid – lige min type. Sidste gang lavede vi et “værdihjul” som prioriterer værdierne i et job mellem hinanden. Der er tale om følgende værdier:

• Fysiske rammer
• Kolleger
• Leder
• Opgaver
• Udvikling
• Virksomhed
• Kultur
• Økonomi/vilkår

Jeg prioriterer opgaverne, lederen og de fysiske rammer højt, mens de andre befinder sig lavere på rangstigen. Jeg er selv lidt overrasket over at lederen kommer ind på en klar andenplads lige efter opgaverne, men det hænger nok sammen med, at jeg er lidt “nørdet”, og trives godt bare jeg har gode opgaver og klar retning for, hvordan de skal løses.

Jeg søger alle de stillinger, der er at søge, men problemet er, at der ikke er ret mange stillinger at søge. I dag var der for en gangs skyld to stillinger at søge, men det er også næsten 14 dage siden, jeg sidst har skudt en ansøgning af sted. Dagens ansøgninger gik til to så forskellige steder som PET og Lægemiddelstyrelsen.

Indtil videre er det ikke lykkedes mig at komme til samtale, hvilket undrer mig lidt, men jeg tror, det er fordi, jeg søger fuldmægtigstillinger medens mit CV er fyldt med special- og chefkonsulentstillinger, så arbejdsgiver kan tro, at jeg er overkvalificeret eller vil kede mig i løbet af kort tid, eller at jeg blot ønsker ansættelsen som led i at kunne søge videre. Men sådan er det ikke! Det forholdes sig sådan, at jeg vil være glad for et hvilket som helst job, jeg kan finde.

I dag har jeg fået oprettet mit CV i databasen hos Jobnet.dk, som er den database man skal oprette sig i for at få dagpenge, når den tid kommer, og “den tid” er ultimo januar, hvor jeg ikke længere får løn.

I morgen skal jeg i gang med at oprette mig i Djøfs Jobunivers, og når jeg ikke har gjort det allerede i dag, skyldes det, at jeg ikke kan finde mit brugernavn, og at databasen ikke kan finde ud af at gensende det til mig.

Det hele ser lidt sort ud for tiden, men alligevel er jeg i godt humør. Jeg forstår det ikke rigtig, men glæder mig over at det er sådan. Det hele ville da være meget værre, hvis jeg mentalt var nede i kulkælderen.

Årh hvor gjorde det godt at skrive dette indlæg; nu håber jeg at have skabt “hul igennem” til andre indlæg igen.

Det koster 575,00 at glemme nøglen.

Kender du det, at man går ud ad døren og smækker den bag sig, og lige i det man gør det, går det op for en at man har glemt nøglen? Naboerne som ellers har en ekstra nøgle var selvfølgelig ikke hjemme, og jeg kunne ikke engang ringe til min ven Gert, der ellers også har en ekstra nøgle, for min mobil telefon lå også herhjemme.

Nu var gode dyr rådne (omsat fra nu var gode råd dyre). På Hvidovre Torv ligger der en låsesmed (Jahn’s låseservice hrmpff). Der var selvfølgelig lukket. Uden for butikken stod to søde unge mennesker, af hvem jeg fik lov at låne en telefon for at ringe efter låsesmeden.

Han stod der efter mindre end ti minutter og det var dejligt. Han baksede længe med låsen og sit klik-klik-værktøj, for at ende med at hente en smart instrument, som han stak ind igennem brevkassen og låste så at sige op indefra med det. Det havde form som en arm og for enden sad der en holder som lige nøjagtig kunne tage fat i låsen og dreje den. Det er ikke et værktøj, der skal falde i tyveknægtes hænder!

Det kostede mig lige 575,00 kr. Han arbejdede vel ca. 20 minutter, og så synes jeg også, det er betalt. Men glad var jeg, da jeg kunne smutte ind efter nøglen og så fortsætte med mine lørdagsindkøb. Måske skulle man nedsætte sig som låsesmed. Jeg tror, jeg kan slå mig op med konkurrencedygtige priser.

Det er sæson for friske æbler og derfor får du opskriften på min favorit-æblekage, der smager rigtig godt både kold og lun.

Hannes Franske æblekage

Ingredienser:
•    6-8 faste æbler
•    100 gr. smør
•    1 dl eller 80 gr. sukker
•    Saften af en ½ citron
•    125 gr. mandler (men den er faktisk bedre med hasselnøddekerner!)
•    2 æg
•    1 æggehvide
•    ¼ l. piskefløde til flødeskum

Fremgangsmåde:

Æbler:
Æblerne skrælles og skæres i kvarter. Koges knap møre i lidt sukkerlage. Overskydende saft hældes fra, og æblerne køles af. Lægges derefter i et smurt ildfast fad.

Dej:
Sukker og smør røres sammen.
Mandlerne smuttes, tørres og males relativt fint og røres i dejen af smør og sukker.
Æggeblommerne røres i.
Æggehviderne piskes stive og røres i.
Dejen lægges på æblerne.

Bages i ca. 35 min. ved 200 grader.

Serveres lun eller kold med iskold flødeskum til.

En herlig ferie er desværre slut

Jeg bryder mig ikke om at pakke ud efter en ferie, for når man pakker ud, er turen endegyldigt slut. Så jeg udskød udpakning og vask til i dag…

Årets tur bragte mig endnu engang til Telendos i Grækenland, som jeg lærte at kende sidste år via Erics rejsebeskrivelser. Jeg boede det samme sted som sidste år, på Seaview, der er et lille familiedrevet sted med seks studios, som er fine værelser med en høj rengøringsstandard. Alt er simpelthen i orden og så net og pænt.

Turens formål var ét: at slappe af – og det har jeg gjort. Jeg har været sådan en turist, som jeg selv for 10 år siden ville have vrænget lidt på næsen af, for jeg har ikke lavet andet end at gå på stranden med dykkermaske og snorkel og en kriminalroman. Jeg har samlet på D-vitamin til den kommende vinter. Der er pæne fisk at kigge på, og jeg øver mig i at turde dykke rigtigt med min snorkel, men det går ikke særlig godt. Jeg føler en let panik hver gang, der kommer vand i snorklen, og så går det jo ikke.

På Telendos sker der absolut intet! Øen er så lille, at der ikke er veje eller biler; der er kun få turister og de få der er mærker man ikke. Helt klart et lille paradis i det græske øhav. Noget af det man så kan få tiden til at gå med er at overveje hvor og hvad man skal spise. Desværre er George’s restaurant ikke længere ejet af George, og det er et klart tab at Rita har overtaget. Man spiste god og kreativt hos George’s.

Det mest ophidsende jeg oplevede var faktisk turen hjem: der var varslet kraftig storm, så nogle der skulle flyve sent fredag aften var blevet sendt af sted allerede om morgenen for at undgå stormen senere på dagen. Jeg skulle af sted med den første lille båd kl. 8:30, og allerede der blæste det rigeligt. Så kom vi til Kalymnos for at sejle videre med en færge til Kos og her blæste det rigtigt meget. Jeg sad oppe på soldækket og havde flere gange følelsen af at være nødt til at holde fast i sædet for ikke at flyve overbord, så meget gyngede færgen. Da vi skulle lægge til kaj på Kos måtte kaptajnen prøve mindst fire gange, fordi blæsten hele tiden skød os bort fra kajen. Jeg må indrømme at jeg ikke kunne lide det og at benene var som gele, da det endelig var lykkedes at lægge til.

Jeg har været så afslappet, at der end ikke er nogle billeder fra i år: jeg har ikke rigtig været inspireret til at tage nogle, og i øvrigt ville de jo have været de samme som sidste år; derfor får du et link til sidste års billeder i mit galleri.

Nu venter hverdagen med det den nu engang byder på. Jeg kunne godt have snorklet en uge mere, og det tror jeg, at jeg gør til næste år.

Inspireret af Ellen bliver jeg nødt til at skrive en post om vejret. Jeg skal til Grækenland fredag morgen og glæder mig til at gense kendte steder og nogle nye (i år tager jeg mine vandrestøvler med, så åbner der sig nye muligheder).

Jeg glæder mig også til to uger i dejligt vejr – prøv lige at se vejrudsigten herunder. Udsigten er for Kos, som er det nærmeste på Telemdos jeg har kunnet finde:

Jeg var også på Telendos sidste sommer, og inden jeg tog hjemmefra tænkte jeg, at det ville være fint, hvis man blot kunne være lidt ude. Det viste sig at være et perfekt solskin fra morgen til aften, så nu er forventningerne sat højt. Jeg venter mig intet mindre end sol og sommer og jeg glæder mig til at blive svedig og gennemvarm. Det er godt at medbringe en trøje til kølige aftener, men ellers behøver man vidst ikke overtøj!

Turen går om ganske kort tid til Grækenland, nærmere bestemt Telendos, der er en lille bitte ø i det Dodekanesiske øhav, som jeg virkelig glæder mig til at gense. Jeg tager primært billeder, når jeg er på rejse, og jeg lægger dem gerne i mit webgalleri for at få feedback og for måske at inspirere andre til samme eller lignende rejsemål.

Normalt checker jeg ikke bare sådan om mine applikationer på nettet er opdaterede, men netop med galleriet er det vigtigt for mig at der ikke er nogle ‘bugs’. Der er så sindssyg meget arbejde bag det galleri, at en hacker vil kunne gøre ubodelig skade – og derfor gav jeg i kast med at undersøge om jeg havde den seneste version. Det havde jeg selvfølgelig ikke, for der er konstant ting (fejl og mangler), der bliver rettet.

Jeg hader at opdatere det galleri, for jeg er altid så bange for, at det går galt! Det er så spændende at køre update-scriptet og så spændende at se, om der stadig er et galleri tilbage. Det gik godt og mit galleri fungerer stadig. Heldigvis. Jeg ville nemlig ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis det ikke virkede.

Galleriet kører i Coppermine, som er det bedste webgalleri, jeg har kunnet finde på nettet. Problemet er, at der ikke er ret meget hjælp at hente på hjemmesiden, hvis man kører fast. De er så super professionelle, at det er svært at stille et spørgsmål som ny bruger. Jeg er godt nok ikke ny bruger, men har afholdt mig fra at bruge deres forum, fordi alles spørgsmål nærmest afvises. På den anden side set: det er 100 pct. gratis og hvad kan man egentlig forvente? Man kan i hvert fald ikke forvente personlig support!

Jeg glæder mig til at vise jer billederne fra årets besøg på Telendos!

Kære læser

Allerførst må du have mig undskyldt at jeg svigter dig for tiden; men jeg har mange andre ting i hovedet og synes ikke jeg oplever noget, der er værd at blogge om.

Denne weekend har det dog været anderledes dejligt, for jeg har været i Sverige sammen med Ellen og John, som jeg kender her fra blogland. Vi mødtes første gang engang i maj til et mini-blogtræf og kemien var bare i orden fra starten, og nu er det ved at udvikle sig til et venskab. Hvor er det dejligt at træffe nogle af de mennesker IRL, man ‘møder’ i blogland.

Her i weekenden skulle vi samle svampe, hvilket jeg aldrig har prøvet før, og jeg må sige, at jeg var lidt skeptisk. Ikke overfor om Ellen kunne finde ud af det, men mere om jeg selv kunne. Ellen viste sig at være et naturtalent til at lære fra sig, og jeg fandt helt selv nogle pragteksemplarer af racen kantarel. Det er næsten som at finde rav eller søpindsvin: når man først har fundet det første selv, får man øje på dem med det samme. Det var så skønt at gå derinde i en svensk skov med svampekurv og kniv og børste. Jeg fik øje på utroligt mange svampe, som bare ikke kunne spises eller måske rettere ikke var værd at spise. Rød fluesvamp kender selv jeg – den er smuk men farlig.

Kantarelhøsten blev på næsten 900 gr. og hertil kommer, at Ellen fandt nogle rørhatte, der tilsammen gav 200 gr. Vi spiste høsten i dag til frokost og det smagte bare så skønt. Fra nu af tør jeg godt selv plukke kantareller, for dem føler jeg mig sikker på.

Billedet af høsten herunder er af Ellen Nielsen:

I dag har vi kløvet brænde. Ellen og John har en el-kløver (eller hvad sådan en nu hedder) så det gik hurtigt at fylde en 7-8 trillebørfulde med kløvet brænde. Jeg syntes, vi havde været enormt flittige lige til de viste mig gamle billeder af en tidligere brændestabel!

Alt i alt en skøn weekend i gode menneskers gode selskab. Jeg er fascineret over blogland og håber at jeg stadig har et par læsere eller tre. Nu venter hverdagen igen og jeg er spændt på, hvad ugen kan bringe. Jeg er mod min vilje blevet jobsøgende og håber at mailboksen vil blive fyldt med gode resultater fra diverse job-agenter på nettet.

Vejret må bestemme

I morgen er der Tøserunden, som er det store cykelløb på 112 km. kun for kvinder, der afvikles med start og mål i Køge. Jeg er meldt til sammen med ca. 40 kolleger fra Miljøministeriet. Problemet er, at som vinden er, er jeg ikke sikker på, at jeg kan komme hele vejen rundt. Jeg synes faktisk, det var rigeligt at køre hjem fra arbejde – og der er altså kun 10 kilometer. OK, da det er en rundstrækning vil der kun være 60 km. i rigtig modvind…

Jeg diskuterer med andre ord med mig selv om jeg skal af sted eller ej. Jeg tror, det ender med, at jeg går tidligt i seng, sætter vækkeuret og så lader morgendagens sindsstemning og vejr afgøre sagen. Jeg vil jo gerne med, vil jo gerne være en af de seje, men samtidig er jeg nødt til at undlade at presse mig selv for meget, for jeg kan ikke holde til det. Jeg har været på arbejde fire dage i denne uge, og det er nærmest i sig selv en præstation for mig for tiden.

Mit depressive indre har igen taget over og min medicin er endnu engang sat op, nu til 25 mg. Cipralex (mod depression) og 20 mg. Zyprexa (mod mani og som stemningsstabiliserende). Det er vist ikke så stor en dosis og jeg har fuld tillid til min psykiater – det er mere følelsen af at være syg, der irriterer mig. Jeg vil være på toppen og jeg vil have overskud til at lave forskellige ting i weekenden, lige nu er jeg bare ikke på toppen. Jeg ved, jeg kommer det igen, men jeg har svært ved at vente på det.

Jeg har været hos Ellen og John for at male

Ellen og John ejer den skønneste plet land i Sverige og på den står en ødegård, hvor det hvide maling på balustraden omkring terrassen trængte til at blive slebet ned og frisket op med ny hvid maling. Det havde de inviteret mig til at komme og hjælpe med.

Det er gået så godt, og vi har været så flittige og har nået meget mere end vi forventede. Planen var at nå balustrene, men da vi alle tre gik godt til den, nåede vi også en stribe vinduer og en enkelt dør og John har slebet et bord ind til dets jomfruelige indre.

Jeg elsker at male udendørs og i sær den type arbejde, hvor man kan se, hvor man er kommet til. Og det kunne man sørme her, for vinden og solen er hård ved træværket. Jeg elsker at arbejde på en helt anden måde, end jeg gør til hverdag.

Der har også været tid til sight seeing, så lørdag var vi om formiddagen ude at køre til Sporakulla og Breanäs.

Samlet set har det været en skøn store bededagsferie i gode venners selskab. Nu føler jeg mig godt brugt og glæder mig til at se min seng. Jeg orker ikke rigtig mere, for kroppen er ikke vant til at blive brugt på den måde i akavede stillinger. Fredag aften var jeg bekymret for min ryg, som simpelthen ikke er for god, men fire panodiler og en god nats søvn hjalp godt.

Livet i blogland kan skabe resultater

Jeg har ofte spurgt mig selv, hvorfor jeg blogger. Nu har jeg fået et af svarene: Det skaber kontakt til andre mennesker. Jeg traf Ellen i blogland for et par år siden og siden har vi udvekslet mange kommentarer, og nu er jeg med hende og hendes man John i Sverige for at male!

Vi har været rigtig flittige i dag og har slebet og malet alt det hvide omkring balkonen (rækværket hedder det vel) på den svenske ødegård. Da vi startede i formiddag tænkte jeg: “Det når vi aldrig på en weekend”, men pludselig gik der sport i at prøve at blive færdige på én dag – og det blev vi sørne ved fælles hjælp. Vi har gjort det godt og skabt resultater, der kan ses. Jeg er også træt i ryggen, men sådan må det nu være.

Det er da fantastisk, at kontakter via nettet kan udvikles til at blive venskaber IRL. Da jeg tog herop 1. gang for 14 dage siden til blogtræf tænkte jeg, at det måske var lidt voldsomt at begive sig ud i et arrangement med fremmede mennesker flere dage i træk. Og nu har vi så begivet os ud i en hel store bededagsferie… Måske er jeg slet ikke så introvert og nørdet, som jeg ellers gerne beskriver mig selv?