• Myte – Dans – Ritual

    Jeg har tænkt på det længe…

    Få kontakt til den skabende impuls.
    Bliv en god fortæller.
    Dans dig til nyt mod, vitalitet og livsglæde.
    Sug næring af mytens og symbolernes visdom.

    Bliv fortrolig med folkekunstens mundtlige tradition i fortælling dans og sang og bliv en god formidler.
    Giv dig tid til koncentration, meditation og besindelse på dine sammenhænge, dine rødder, dine muligheder.

    Hvem vil ikke gerne alt det ovenstående?

    Lige siden jeg vendte hjem fra Vestjyllands Højskole midt i august, har jeg haft brochuren fra Brita Haugens uddannelse liggende i vindueskarmen og har haft mange overvejelser om, hvorvidt jeg ville binde nogle af mine ferieuger op to år ud i fremtiden og også om jeg egentlig havde råd – det er trods alt ikke helt billigt at tage på højskole, og jeg skal jo også spare op til min store 50-års rejse, og sådan er der så meget.

    Jeg var lige ved at tilmelde mig, da jeg var derovre i august, men besluttede at jeg skulle hjem til hverdagen, før jeg besluttede mig. Der skulle helst ikke være for meget “impuls” over det og jeg har til tider let ved at blive grebet af en stemning.

    Til morgen røg brochuren med i rygsækken og i formiddag ringede jeg til højskolen og meldte mig til. Jeg er lidt spændt på at få den endelige bekræftelse på, om der er plads, men jeg tror og håber, da næste forløb først starter i oktober 2011.

    Både denne og forrige sommer var jeg meget fascineret af myterne, af grundfortællingerne, af fortællekunsten, af sammenhængen til kristendommen, af Jung, af drømmeanalysen kort sagt alt det, uddannelsen går ud på.

    Jeg har det lidt svært med dans, som fylder en del, men måske kan jeg ændre på mig selv? Der har været dans på begge de sommerkurser, jeg har været på og egentlig er det gået ganske udmærket, og som Brita meget sødt sagde “Du har da rytme”.

  • Sommeren er planlagt

    Rustet til og mod vinter

    Nu har jeg fået planlagt min sommer og mit efterår – og jeg synes selv, det tegner formidabelt:

    Jylland: Først en uge til Landsarkivet i Viborg i starten af august. Det bliver super “nørdede” dage begravet i gamle protokoller. Endnu har jeg ikke planlagt, hvad jeg egentlig skal lede efter, men mon ikke sommeren kunne bringe en regnvejrsdag eller to, hvor jeg kan få forberedt arkivbesøget? Jeg skal bo på Oasen, som jeg plejer, for der bor man godt og så er det ca. fem minutters gang fra arkivet. Bedre kan det ikke være.

    Fra Viborg går rejsen direkte til Vestjyllands Højskole i Velling ved Ringkøbing. Jeg skal deltage i “Med dine drømme som vejviser”, og da jeg er sådan en der aldrig kan huske det mindste af mine drømme, er jeg jo lige i målgruppen. Underviseren er Brita Haugen, som også underviste, da jeg var der sidste år. En fantastisk kvinde, som jeg ser frem til at træffe igen.

    Grækenland:

    På øen findes hverken biler, veje eller støj – kun en skøn stilhed.

    Sådan en ø findes stadig. I Grækenland! Med den beskrivelse må jeg bare dertil. Den er som skabt for mig, et par vandrestøvler, et kamera og en stabel bøger. En af mine læsere har skrevet så levende om stedet (og maden), at jeg har haft øen Telendos i hovedet siden i søndags. Jeg har talt lidt på knapper, råd/ikke råd, luksus/rimeligt osv. Men som tænkt så gjort; jeg napper en uge i Grækenland i slutningen af september. Der hvor dagene langsomt afkortes herhjemme, der hvor vinteren lurer om hjørnet – der er det tid at komme afsted. Jeg har ikke været i Grækenland siden 1983… Der var en lang periode, hvor alle tog til Grækenland, så det skulle jeg bestemt ikke. Nu tager alle ved Gud til Thailand; det er også et pragtfuldt land, men for langt væk til en smuttur på kun én uge.

    Afrika: I slutningen af oktober står der to uger i Tanzania – nærmere bestemt Karagwe stift – på programmet. Det er også en rejse, jeg ser frem til; men det er mere en kulturrejse, hvor vi skal se på skoler, hospitaler og kristendom og besøge mennesker.  Vi er en gruppe, der rejser sammen og turen udspringer af mit engagement i kirken. Det bliver en unik mulighed for at opleve Tanzania på en helt anden måde end sidst jeg var der (2002, bestigning af Kilimanjaro), og jeg glæder mig.

    Besparelser: Og nu skal jeg vist så spare på alt fra nu, og den sofa, jeg ellers havde planlagt, må vente. Nu har jeg levet 46½ år uden at eje en sofa, så klarer jeg den nok et halvt år ekstra. De bedste penge jeg nogensinde har givet ud er penge til flybiletter og jeg elsker at glæde mig til en rejse eller to og til alt det, der bryder hverdagen – selvom jeg med Dan Turell “holder af hverdagen”

  • Julehilsen 2009

    Kære læsere

    Det er lige straks jul og til den hører en julehilsen til mine kære læsere med tak for al jeres respons i året der gik og for alle jeres besøg på “Stegemüllers vindue mod verden”.

    Det er dejligt at se, at der er læsere til det, jeg sender ud i blogosfæren.

    2009 blev et specielt år, der var langt mere præget af sygdom, end jeg overhovedet havde forestillet mig, for dybest set har jeg et billede af, at jeg er den mest raske dansker. Det kunne dog godt være, at jeg skulle revidere den opfattelse.

    Det startede med, at jeg brækkede en albue efter at være blev kørt ned af en bil på vej til arbejde, min blære gik amok, jeg fik en cyste på den ene æggestok og jeg tog turen ned med den værste depression, jeg endnu har prøvet. Men bortset fra det, har jeg det fint 8)

    Til sygdom og alskens underlige lidelser hører dog også helbredelse og regenerering! Albuen groede sammen, blærens slimhinde ser ud til at være under god genopbygning, cysten holder “vi” øje med (den ser nu fredelig ud, men er dog ikke blevet mindre som den burde) og hovedet har det faktisk godt igen takket være lidt præparater fra Lundbeck.

    Jeg er blevet en gammel afhængighed ganske kvit, og må sige, at det er en stor lettelse ikke længere at være slave af dopamincenteret. Jeg vil gerne selv bestemme over mit eget liv!

    Jeg startede på Teologi for Lægfolk, og var rigtig glad for det! Kurset og emnerne levede på alle måder fuldt op til mine forventninger. Jeg har dog måttet melde fra, fordi jeg ikke har kræfterne til at være væk fra lørdag morgen til søndag aften en weekend pr. måned. Jeg kan desværre ikke alt det, jeg gerne vil. Det er rigtig ærgerligt, at det ligger i Århus.

    Sommerferien blev noget kort på grund af den brækkede albue, og Atlas-bjergene må vente til 2010. I stedet besøgte jeg Vestjyllands Højskole, og det var fantastisk. Det var så godt, at jeg fluks indtegnede mig til en ny uge med teologen Britta Haugen i sommeren 2010.

    Arbejdsmæssigt har det været et godt år! Den applikation jeg passer for Miljøministeriet (mTID) er udviklet, finpudset og poleret – og så er applikationen (og dermed jeg selv) blevet placeret det rette sted i koncernen, nemlig i vores personaleadministration, hvor jeg er ganske glad for at være. Opgaverne kan forekomme rutineprægede, men jeg håber på, at udviklingen af mTID kan være afsluttet først på året 2010, således at der kan skabes rum til anden del af mit ansættelsesbrev, nemlig intern information og kommunikation på vores intranet om personaleadministrative emner. Jeg elsker at skrive til nettet, og ville være glad, hvis jeg også kunne leve delvist af det. Supporten til brugerne bliver nok ikke mindre, men har været ekstra stor i år, hvor vi fx har opgraderet til den nyeste version af mTID – og den slags skaber altid et let kaos, mens det står på.

    Min store hobby slægtsforskningen og min egen hjemmeside har der ikke været meget tid til. Jeg har prioriteret at give den ordentlig skalle mht. Nygårds Sedler, så vi kunne sejle det skib i havn, som vi søsatte i oktober 2008 og offentliggjorde den 17-12-2008. Selv nåede jeg at indtaste lidt over 46.000 poster – og det er jeg ganske godt tilfreds med.

    Der er rigtig mange, der har prioriteret projekt Nygårds Sedler meget højt i meget lang tid, og det betyder, at vi nu har fotograferet, billedbehandlet og indtastet samtlige Nygårds sedler om “Jyske Personalia” – 425.422 sedler i alt. Jeg er stolt over at have været med, og jeg er på hele holdets vegne stolt over den store indsats, der er gjort.

    Jeg glæder mig meget til at til at komme i gang med min egen slægtsforskning igen. Når jeg – trods alt – ind i mellem har haft tændt for slægtsprogrammet Legacy er jeg faldet over mange personer, der er “halvfærdige” – og de skal gøres færdige. Med alle de mange herlige nye kirkebøger på Arkivalieronline, er der åbnet mange nye muligheder i den tid, jeg har været borte. Det gode ved de afdøde familiemedlemmer er naturligvis, at de bliver, hvor de er, nemlig i kirkebogen.

    På “gadget-fronten” blev 2009 et fantastisk år. Jeg har foræret mig selv en stationær computer med den nyeste teknologi i form af en Solid State Disk og Windows 7 – det er simpelthen en drøm at arbejde med. Alting er så let og går så stærkt – og alt det, der var holdt op med at virke på den gamle pc, virker pludselig igen.

    Det blev også året, hvor jeg kom på iPhone, og jeg er ganske vild med at have Internettet til rådighed overalt og til enhver tid. En eller anden dag finder 3 vel også ud af at flytte mit telefonnummer til det nye SIM-kort, og så bliver det da først fantastisk at være ejer af en iPhone :-)

    2009 blev også det første år som aktivt medlem af menighedsrådet for Hvidovre Sogn, og som så mange andre menighedsrådsmedlemmer over det ganske land er jeg overrasket over, hvor lidt “kirke”, der er i det. Der er derimod masser af administration, mursten, mørtel, kontrakter, kontanter og kontoplaner. Jeg håber på, at 2010 kan blive året, hvor der kommer mere kirke og kristendom i vores menighedsråd.

    Med disse ord ønskes du og din familie (hvis du har en) en rigtig glædelig og velsignet jul samt et godt nytår. Vi ses og høres ved igen i 2010.

    Selv drager jeg mod varmere himmelstrøg og tilbringer højtiden i en havkajak, et par vandrestøvler og på mountainbike – og det ser jeg frem til.