Det er som om, jeg har fået Afrika under huden.

Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på turen, de mennesker vi mødte og deres livsvilkår. Jeg tænker fx på dem, hver gang jeg tager et bad eller lader vandhanen løbe for at få koldt vand i glasset. Jeg tænker på dem, når jeg tænder lyset eller når der er et problem på arbejdet, der efter danske forhold synes stort.

Det at rejse ud i verden, sætter ens egen verden i perspektiv – og det er sundt! Af samme grund har jeg heller aldrig følt mig hævet over mennesker, der tager på charterture. En gang i Spanien oplevede jeg en gammel dansk kvinde, der hver morgen fodrede gråspurvene ud for sit lille studio. Hun havde fået rejsen i gave fra sine børn og børnebørn, og det var hendes første rejse til udlandet. Hun syntes, hun oplevede en masse og charterturen var hendes mulighed for at opleve et andet land og nogle andre gråspurve.

Men tilbage til Afrika: Vi var ude at bo – to og to – hos familier i lidt over et døgn. Jeg var på forhånd bange for lus og lopper og en eller anden slags dyr, som æder sig ind i ens tæer. Det viste sig at være helt ubegrundede bekymringer.

Kravet til familierne var, at der skulle være mindst én, der kunne tale engelsk. Rita og jeg boede hos Lewis på 19 år og hans mor Magdalena samt Lewis’ fem mindre søskende. Lewis havde netop afsluttet “form 4″ på en secondary school, svarende til 11. klasse, og gik nu og ventede på at få sine karakterer. Han havde store planer for fremtiden og ønskede sig at blive læge. Ventetiden er fire måneder, fordi der er central bedømmelse. I ventetiden var han hjemme og hjælpe til i sin familie – og der er altid noget at gøre, når alting netop foregår ved håndkraft.

Familien havde to jordlodder (shambaer) med bananer og bønner. På dag to var vi med på markarbejde, og der er helt sikkert ikke er gået en stor afrikansk bønnedyrker tabt i mig. Magdalena løsnede jorden foran sig med en hakke, spyttede en majsbønne ud af reservoiret i munden, skubbede den næste hakkefuld jord over bønnen og fortsatte med at løsne det næste stykke jord. Det varede længe, før det gik op for mig, at det var bønner, hun spyttede ud. Men det er vanlig afrikansk effektivitet, for ved at opbevare bønnerne i munden, havde hun jo begge hænder fri til hakken. Jeg var bedre til at luge ukrudt omkring bananpalmerne!

Et af de store problemer i det nordlige Tanzania er den manglende regn, der tilskrives klimaforandringerne. Det regner simpelthen ikke længere, som det plejede. Lige nu betyder det, at kaffehøsten slår fejl, at bønnerne ikke spirer og at køerne ikke giver mælk, da det græs, de burde spise, er tørret ud. Det er ellers skik og brug, at der serveres the med mælk, når der kommer gæster, men ikke engang for penge var der mælk at få.

Denne kaffeplante ser ud som den skal, men vi har set alt for mange, der ganske enkelt var tørret ind og så næsten mugne ud.

Vi er blevet taget imod som konger og dronninger, vi har fået gaver – alle 16 – hvor end vi kom frem, og det er slet ikke til at forstå. Hvad ville jeg selv stille op, hvis der pludselig stod 16 afrikanere i min stue?

En tirsdag formiddag skulle vi lige kigge ind i en kirke, og det skulle bare være et kort besøg, hvor vi i fællesskab bad en bøn og i øvrigt kiggede os lidt omkring. Men da vi kom, blev vi mødt af et stort kor bestående af mænd, kvinder og børn, der sang, dansede og trommede for os. Det var fantastisk – mine billeder fra den seance er desværre ikke gode, fordi de er taget med for lang en lukkertid i forhold til at undgå rystelser. Vi blev indbudt til dansen, og dansede med, hvilket bragte megen latter med sig. Vi har jo slet ikke den rytme og smidighed i kroppen, som afrikanerne har.

Efter seancen i kirken tog vi alle hinanden i hænderne uden for kirken, mænd og kvinder, voksne og børn, sorte og hvide – alle skel var ophævet, da vi delte velsignelsen. Hårene rejste sig på mine arme. Disse mennesker ejer en livsglæde, som er forunderlig; de evner at give gaver til os i form af fine flettede bakker med vores navne, salt, æg, avokadoer og en høne – men selv ejer de dårligt salt til et æg. Målt med vores målestok mangler de alt, men de ejer en glæde ved livet og den blotte eksistens, som vi ikke kender til.

Lidt flere billeder fra Karagwe i Tanzania

I skulle have haft alle 341 billeder i webgalleriet, men jeg kan ikke få det til at virke! Øv, men det skal nok lykkes på et eller andet tidspunkt. Det giver omvendt muligheden for at fortælle lidt mere af historien. Når jeg ser på mine billeder, er der rigtig mange af børn, og den naturlige forklaring er, at der er så mange børn i Tanzania – 50 pct. af befolkningen er under 15 år, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de vil håndtere det.

Skolesystemet opfanger omkring 80-90 pct. af børnene, der starter i primary school (1. – 7. klasse), og evt. fortsætter i secondary school (8. – 11. klasse), hvis der er råd til det. Systemet er engelsk inspireret og børnene bor ofte på skolen. Måske er det lidt svært at se på det lille billede, men det er en opvask på en skole…

Vi oplevede en del undervisning, og for en dansker virker det som gammeldags terperi på et niveau, der slet ikke modsvarer børnenes alder. Jeg skulle fx spidse ørerne til en time om “udvikling af handel i den prækoloniale tid”. Børnene gik formentlig i 5. – 6. klasse, og de skrev pænt det samme i deres hæfter, som læreren skrev på tavlen, men der var ingen dialog og ingen der stillede spørgsmål… Klassekvotienten lå typisk omkring 50 elever pr. klasse.

Her er ingen Miele, der klarer vasken! Alting sker ved håndkraft. En af de ting vores familie, som vi boede hos et døgn, spurgte om var, om det er rigtigt, at vi i Europa bruger strøm til alting – det kunne vi jo kun bekræfte. Afrikanerne er simpelthen så rene og pæne i tøjet, og jeg undrer mig over, hvordan de bærer sig ad med at være det, for vi var stort set snavsede, så snart vi trådte ud af hoveddøren.

Rejsen i hovedtræk: Fly fra London til Entebbe i Uganda (9 timers flyvning), herefter ligeså mange timer i minibus til Kayanga, som var vores hjem i tre dage. På den første dag havde vi et program med 21 punkter med blandt andet en masse besøg hos familier. Da vi var igennem de første fire punkter tænkte jeg, at “dette klarer jeg ikke 14 dage i træk”, men sådan blev det heldigvis heller ikke. Der var en god balance mellem dage med fuldt program og dage, hvor der også var tid til at trække vejret og måske også gå lidt for sig selv.

Efter Kayanga gik turen til Nkwenda, hvor vi boede fire nætter på et ungdomscenter, der også driver et gæstehus. På ungdomscenteret er der en håndværkerskole, hvor der uddannes murere og tømrere, og hvor pigerne lærer madlavning og syning. Efter endt uddannelse får pigerne en symaskine med sig, så de umiddelbart efter kan skabe deres egen lille virksomhed. Det gik aldrig op for mig, hvor pengene til alle disse symaskiner kommer fra, men måske er de inkluderet i skolepengene.

En dag var vi opdelt i små grupper og på besøg hos forskellige familier. Jeg landede hos lederen af en bibelskole – og det blev en lang eftermiddag, for det er svært at holde en samtale i gang i mange timer med mennesker, man ikke kender, også selv om man ihærdigt prøver at stille spørgsmål om alt, der fremmedartet og anderledes. Der burde være et program med en eller anden form for indlagte aktiviteter. Vi så hele bibelskolen, derefter spiste vi og så var det ellers om at prøve at holde samtalen i gang. Men igen: Vi har kun mødt venlighed og imødekommenhed!

I afrikansk mad indgår der konstant bananer, og vi har skitseret modellen til en kogebog, der kan hedde “Bananer på 100 måder”. Bananerne koges ofte sammen med bønner og det ender som en eller anden form for mos, der er meget mættende og sikkert også er sund. Vi har fået fin mad! Først og fremmest bananer og bønner, men også ris (stenene sorteres fra med håndkraft), “knust ko” og ditto kylling, masser af friske ananas og hos Else Højvang, der er tovholder på projekt Mayaja, også masser af dejligt friskbagt brød.

Alting er simpelt men fungerer på en eller anden måde. Det varede lidt før det gik op for os, at ovenstående er den lokale tankstation

Hjemme igen efter en vellykket tur i Tanzania.

Jeg har været 14 dage i det nord-vestlige Tanzania, nærmere bestemt Karagwe stift, og det har været en fantastisk rejse. Lige nu står alle indtrykkene i kø for at komme til udtryk, men det er ikke muligt at beskrive det hele på én gang.

Rejsen var arrangeret af Ida Kongsbak, der er sognepræst i Avedøre og som har arbejdet 10 år som missionær i Karagwe. Det har betydet, at alverdens døre stod åbne for vores gruppe på 16 mennesker fra Rødovre og Hvidovre provstier. Det ville være umuligt at arrangere en sådan rejse selv!

Anledningen til rejsen er projekt “Mayaja”, som er et selvhjælpsprojekt, hvor der blandt andet undervises i landbrugsudvikling, sundhed og mikrolån. Jeg havde et noget andet billede af missionsarbejde; faktisk troede jeg, at mission gik ud på at rejse ud i verden og fortælle andre mennesker, at de skulle tro på en anden Gud – intet kunne være mere forkert, kan jeg nu se. Grænsen mellem udviklingsbistand og mission står ikke klar for mig, men det er sikkert, at missionen ligner udviklingsbistanden meget.

I projekt Mayaja lærer landbefolkningen at:

• øge udbyttet af landbruget
• forbedre deres ernæring
• organisere lokale låne-sparekasser
• blive aktive medborgere

Det er konkrete mål med synlige resultater og pengene går ikke til dyre middage og røde løbere for alverdens ministre og ledere.

Jeg har taget 470 billeder og der ligger nu et større – dejligt – arbejde med at sortere og redigere billederne. Mange af dem er skudt for hurtigt, så mange skal slettes, inden jeg kan lægge dem i mit galleri, men de skal nok komme! Kameraet trænger vist til en rensning nu, for Afrika er fyldt med rød jord, der sniger sig ind alle vegne. Min Miele-vaskemaskine har allerede kørt et par ture, for hele indholdet af rygsækken var usandsynligt beskidt. Selv er jeg efterhånden nogenlunde ren igen.

50 pct. af Tanzanias befolkning er under 15 år! Man kan slet ikke forestille sig, hvilke krav det stiller til et samfund, at have så mange liv “på vej”. Hvor skal de alle sammen finde arbejde og bolig?

Vi har besøgt adskillige primary schools. Skolegang koster penge og familierne må knokle ekstra hårdt for at få råd til at sikre alle børnenes skolegang. Noget af det familierne lærer i projekt Mayaja er “family planning” og det er nødvendigt. Mange kvinder har allerede forstået, at det ikke længere er nødvendigt at få så mange børn, da børnedødeligheden trods alt er faldende.

Det ser fattigt ud – og det er det også! Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om, at der var en grundlæggende ulighed i fordelingen af verdens goder, ville den tvivl nu være aflivet. Trods fattigdom har vi kun mødt stor gæstfrihed og gavmildhed alle steder vi har været. Det er mærkeligt at være Europa igen, det er mærkeligt, at der kommer vand ud af vandhaner og at strøm bare er noget man bruger. Jeg har kun været væk to uger og alligevel er der noget, der er forandret.

Man må gerne fotografere, og vi har stort set ikke mødt nogle, der ikke ville have taget et billede. Når vi efterfølgende viste billederne frem på den lille skærm var der stor jubel over, at de nu “var inde i kameraet”. Som europæer synes vi, at det er det mest naturlige i verden, men verden se nu én gang anderledes ud fra Afrika.

Man vasker hænder konstant og da vand er en meget knap ressource, der skal hentes fra en brønd eller skal samles sammen af regnvand, er der lavet mange interessante indretninger for at spare. Jeg holder meget af denne Georg Gearløs-håndvask, der er velfungerende og som opsamler det brugte vand, som utvivlsomt bliver genbrugt på en eller anden måde.

Vi var blandt andet – to og to – ude at bo mere end et døgn hos en familie og det var spændende. Herover skræller Magdalena madbananer, og det går tjept. Vi kunne ikke hjælpe med noget, og havde sikkert også mest af alt været elefanter i en glasbutik. Madlavningen tager timevis, for alt bliver lavet fra grunden. Vi blev sat på et par stole for at se på, hvordan Magdalena lavede mad.

Konceptet med at bo hos familierne i små grupper er godt, for man lærer folk at kende og man får lov at tage lidt del i deres liv. På den anden side er det kolossalt anstrengende at blive ved med at finde på noget at tale om i ca. 30 timer. Jeg må sige, at jeg åndede lettet op, da vi gik derfra.

Rejsen hjem varede 30 timer, fra vi forlod Elisabeth Park i Uganda til flyet landede i Kastrup. Det er næsten ikke til at forstå, at man på lidt over et døgn kan bevæge sig fra stor fattigdom til den vestlige verdens overflodssamfund.