• 14. marts 2011

    Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling 2011

    I går var jeg ude at samle ind til Folkekirkens Nødhjælp

    Det er egentlig en helt god følelse, at have gjort noget godt for andre ved at give en søndag; og når vejret også var med os, blev det en ekstra fin dag. I kirken gør vi altid meget ude af sogneindsamlingen og forsøger at gøre det til en hyggelig dag for alle. Det er et stort arrangement, fordi der blandt andet også skal være lidt mad til indsamlerne inden de går ud på ruten. En række frivillige står for at købe ind og smøre sandwiches – alene i det ligger der meget arbejde.

    I vores bøsse kom der 1.696,50 og vi har dermed ydet vores lille bidrag til det samlede landsresultat på 15 mill. kr. og til sognets samlede resultat på 35.658 kr.Vi har godt nok det laveste resultat i tre år, og noget af det tilskriver vi, at indsamlingen ikke foregik på en søndag, hvor fx Føtex havde åbent. Bøssen nede fra Føtex plejer nemlig at give rigtig godt.

    Jeg sidder som regel med et regneark og lægger sammen efterhånden som indsamlerne kommer hjem, så vi løbende kan se udviklingen i forhold til de andre år. I år fik regnearket og banken det samme resultat, så vi har styr på sagerne og dygtige optællere.

    Vi var i alt 80 indsamlere heraf rigtig mange konfirmander, der tog flere ruter, når de var kommet hjem med de første. Hvis man sammenligner med de øvrige sogne i Hvidovre Kommune er vi blandt dem med flest indsamlere, og det skyldes ikke mindst de mange konfirmander! Risbjerg sogn havde dog også 80 indsamlere, og det er rigtig flot.

    Ovenstående billede er hentet fra sogneindsamlingens resultatside. I Hvidovre Kommune er vi fire sogne, og selvfølgelig er der lidt konkurrence imellem os. Risbjerg samlede mere ind end os i Hvidovre sogn, og pr. husstand blev der også givet lidt mere i Risbjerg (7,66 kr. pr. husstand der mod 6,96 hos os). Strandmarks sogn kom helt i bund i år, men de havde også kun 18 indsamlere.

    Sogneindsamlingen er en god tradition og det er dejligt at kunne give et konkret bidrag mod sult i verden.

  • 10. marts 2011

    Elforbrug

    Så kom den årlige måleraflæsning.

    Det er på en eller anden måde meget motiverende at være gået i “save-mode” på el-fronten.

    Man skal have det lys man skal have, der skal være ordentligt varmt osv.; jeg gider ikke sidde indendørs med tællelys og pandelampe og tænke på 70′ernes oliekriser eller på dengang jeg boede hjemme og der altid var problemer med olie til fyret (bemærk det var ikke problemer med oliefyret).

    Jeg bruger det, jeg skal bruge, basta, men jeg sender klimaet mange gode tanker og prøver at være en bevidst forbruger. Da jeg købte ny computer og skærm, var noget af det jeg lagde vægt på faktisk, at der skulle være en bevidst “strømpolitik”; jeg tænkte godt nok, at det på bundlinjen alligevel ikke ville kunne ses, men skade kunne det vel ikke.

    Nu er måleren så årsaflæst for første gang, siden den nye computer kom ind i huset, og det har faktisk givet sig udslag i et fald på 52 kWh eller ca. 5 pct. Jeg er ret sikker på, at det er computeren, der kan tage æren, for jeg synes ikke, jeg på andre punkter har ændret mit energiforbrug. Hvis det globale energiforbrug faldt fem pct. var det virkelig noget, der kunne mærkes – nu er det bare mit forbrug og derfor betyder det samlet set intet. Jeg kan bare glæde mig over at ligge væsentligt under gennemsnittet for min husstandstype.

  • 1. marts 2011

    NemID er ikke nemt

    Hvordan har ordningen fået sit navn?

    Jeg må melde mig i det hylekor, der slet ikke synes, at NemID er nemt, for trods briller til både skærm og almindelig brug har jeg ganske enkelt svært ved at se de 6-cifrede tal på papkortet. Jeg begriber ikke, hvordan denne lavteknologiske metode med et papkort er kommet til at hedde NemID.

    NemID er indført af hensyn til sikkerhed og det er jo en plausibel forklaring. Problemet er bare – har jeg læst mig til – at langt de fleste benytter deres CPR-nummer som brugernavn og så deres “sædvanlige” password, altså har hackerne kun tilbage at knække den 6-cifrede kode, og det siges at være relativt let for dem, der har forstand på den slags.

    Nuvel  jeg skal ikke kunne sige, om sikkerheden er blevet hverken værre eller bedre, men det irriterer mig gang på gang at skulle føle mig som en blind høne, når jeg dårligt kan aflæse den 6-cifrede kode. Jeg er trods alt kun 47 – hvad nu hvis jeg var 87? Så havde jeg ærlig talt ikke en chance for at komme på netbank, for jeg kunne ikke aflæse mit nøglekort.

    I denne artikel fra Computerworld (kun et halvt år gammel – jeg er sidst med det første) står der ganske vist, at nøglekortløsningen er “ældrevenlig”. Sådan noget sludder! Bare man er halvgammel, er det ikke særlig nemt og for mit vedkommende tror jeg faktisk, at den gamle løsning med en nøglefil på pc’en var noget mere sikker.

  • 6. november 2010

    Afrika under huden

    Det er som om, jeg har fået Afrika under huden.

    Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på turen, de mennesker vi mødte og deres livsvilkår. Jeg tænker fx på dem, hver gang jeg tager et bad eller lader vandhanen løbe for at få koldt vand i glasset. Jeg tænker på dem, når jeg tænder lyset eller når der er et problem på arbejdet, der efter danske forhold synes stort.

    Det at rejse ud i verden, sætter ens egen verden i perspektiv – og det er sundt! Af samme grund har jeg heller aldrig følt mig hævet over mennesker, der tager på charterture. En gang i Spanien oplevede jeg en gammel dansk kvinde, der hver morgen fodrede gråspurvene ud for sit lille studio. Hun havde fået rejsen i gave fra sine børn og børnebørn, og det var hendes første rejse til udlandet. Hun syntes, hun oplevede en masse og charterturen var hendes mulighed for at opleve et andet land og nogle andre gråspurve.

    Men tilbage til Afrika: Vi var ude at bo – to og to – hos familier i lidt over et døgn. Jeg var på forhånd bange for lus og lopper og en eller anden slags dyr, som æder sig ind i ens tæer. Det viste sig at være helt ubegrundede bekymringer.

    Kravet til familierne var, at der skulle være mindst én, der kunne tale engelsk. Rita og jeg boede hos Lewis på 19 år og hans mor Magdalena samt Lewis’ fem mindre søskende. Lewis havde netop afsluttet “form 4″ på en secondary school, svarende til 11. klasse, og gik nu og ventede på at få sine karakterer. Han havde store planer for fremtiden og ønskede sig at blive læge. Ventetiden er fire måneder, fordi der er central bedømmelse. I ventetiden var han hjemme og hjælpe til i sin familie – og der er altid noget at gøre, når alting netop foregår ved håndkraft.

    Familien havde to jordlodder (shambaer) med bananer og bønner. På dag to var vi med på markarbejde, og der er helt sikkert ikke er gået en stor afrikansk bønnedyrker tabt i mig. Magdalena løsnede jorden foran sig med en hakke, spyttede en majsbønne ud af reservoiret i munden, skubbede den næste hakkefuld jord over bønnen og fortsatte med at løsne det næste stykke jord. Det varede længe, før det gik op for mig, at det var bønner, hun spyttede ud. Men det er vanlig afrikansk effektivitet, for ved at opbevare bønnerne i munden, havde hun jo begge hænder fri til hakken. Jeg var bedre til at luge ukrudt omkring bananpalmerne!

    Et af de store problemer i det nordlige Tanzania er den manglende regn, der tilskrives klimaforandringerne. Det regner simpelthen ikke længere, som det plejede. Lige nu betyder det, at kaffehøsten slår fejl, at bønnerne ikke spirer og at køerne ikke giver mælk, da det græs, de burde spise, er tørret ud. Det er ellers skik og brug, at der serveres the med mælk, når der kommer gæster, men ikke engang for penge var der mælk at få.

    Denne kaffeplante ser ud som den skal, men vi har set alt for mange, der ganske enkelt var tørret ind og så næsten mugne ud.

    Vi er blevet taget imod som konger og dronninger, vi har fået gaver – alle 16 – hvor end vi kom frem, og det er slet ikke til at forstå. Hvad ville jeg selv stille op, hvis der pludselig stod 16 afrikanere i min stue?

    En tirsdag formiddag skulle vi lige kigge ind i en kirke, og det skulle bare være et kort besøg, hvor vi i fællesskab bad en bøn og i øvrigt kiggede os lidt omkring. Men da vi kom, blev vi mødt af et stort kor bestående af mænd, kvinder og børn, der sang, dansede og trommede for os. Det var fantastisk – mine billeder fra den seance er desværre ikke gode, fordi de er taget med for lang en lukkertid i forhold til at undgå rystelser. Vi blev indbudt til dansen, og dansede med, hvilket bragte megen latter med sig. Vi har jo slet ikke den rytme og smidighed i kroppen, som afrikanerne har.

    Efter seancen i kirken tog vi alle hinanden i hænderne uden for kirken, mænd og kvinder, voksne og børn, sorte og hvide – alle skel var ophævet, da vi delte velsignelsen. Hårene rejste sig på mine arme. Disse mennesker ejer en livsglæde, som er forunderlig; de evner at give gaver til os i form af fine flettede bakker med vores navne, salt, æg, avokadoer og en høne – men selv ejer de dårligt salt til et æg. Målt med vores målestok mangler de alt, men de ejer en glæde ved livet og den blotte eksistens, som vi ikke kender til.

  • 3. november 2010

    Flere billeder fra Tanzania, Karagwe

    Lidt flere billeder fra Karagwe i Tanzania

    I skulle have haft alle 341 billeder i webgalleriet, men jeg kan ikke få det til at virke! Øv, men det skal nok lykkes på et eller andet tidspunkt. Det giver omvendt muligheden for at fortælle lidt mere af historien. Når jeg ser på mine billeder, er der rigtig mange af børn, og den naturlige forklaring er, at der er så mange børn i Tanzania – 50 pct. af befolkningen er under 15 år, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de vil håndtere det.

    Skolesystemet opfanger omkring 80-90 pct. af børnene, der starter i primary school (1. – 7. klasse), og evt. fortsætter i secondary school (8. – 11. klasse), hvis der er råd til det. Systemet er engelsk inspireret og børnene bor ofte på skolen. Måske er det lidt svært at se på det lille billede, men det er en opvask på en skole…

    Vi oplevede en del undervisning, og for en dansker virker det som gammeldags terperi på et niveau, der slet ikke modsvarer børnenes alder. Jeg skulle fx spidse ørerne til en time om “udvikling af handel i den prækoloniale tid”. Børnene gik formentlig i 5. – 6. klasse, og de skrev pænt det samme i deres hæfter, som læreren skrev på tavlen, men der var ingen dialog og ingen der stillede spørgsmål… Klassekvotienten lå typisk omkring 50 elever pr. klasse.

    Her er ingen Miele, der klarer vasken! Alting sker ved håndkraft. En af de ting vores familie, som vi boede hos et døgn, spurgte om var, om det er rigtigt, at vi i Europa bruger strøm til alting – det kunne vi jo kun bekræfte. Afrikanerne er simpelthen så rene og pæne i tøjet, og jeg undrer mig over, hvordan de bærer sig ad med at være det, for vi var stort set snavsede, så snart vi trådte ud af hoveddøren.

    Rejsen i hovedtræk: Fly fra London til Entebbe i Uganda (9 timers flyvning), herefter ligeså mange timer i minibus til Kayanga, som var vores hjem i tre dage. På den første dag havde vi et program med 21 punkter med blandt andet en masse besøg hos familier. Da vi var igennem de første fire punkter tænkte jeg, at “dette klarer jeg ikke 14 dage i træk”, men sådan blev det heldigvis heller ikke. Der var en god balance mellem dage med fuldt program og dage, hvor der også var tid til at trække vejret og måske også gå lidt for sig selv.

    Efter Kayanga gik turen til Nkwenda, hvor vi boede fire nætter på et ungdomscenter, der også driver et gæstehus. På ungdomscenteret er der en håndværkerskole, hvor der uddannes murere og tømrere, og hvor pigerne lærer madlavning og syning. Efter endt uddannelse får pigerne en symaskine med sig, så de umiddelbart efter kan skabe deres egen lille virksomhed. Det gik aldrig op for mig, hvor pengene til alle disse symaskiner kommer fra, men måske er de inkluderet i skolepengene.

    En dag var vi opdelt i små grupper og på besøg hos forskellige familier. Jeg landede hos lederen af en bibelskole – og det blev en lang eftermiddag, for det er svært at holde en samtale i gang i mange timer med mennesker, man ikke kender, også selv om man ihærdigt prøver at stille spørgsmål om alt, der fremmedartet og anderledes. Der burde være et program med en eller anden form for indlagte aktiviteter. Vi så hele bibelskolen, derefter spiste vi og så var det ellers om at prøve at holde samtalen i gang. Men igen: Vi har kun mødt venlighed og imødekommenhed!

    I afrikansk mad indgår der konstant bananer, og vi har skitseret modellen til en kogebog, der kan hedde “Bananer på 100 måder”. Bananerne koges ofte sammen med bønner og det ender som en eller anden form for mos, der er meget mættende og sikkert også er sund. Vi har fået fin mad! Først og fremmest bananer og bønner, men også ris (stenene sorteres fra med håndkraft), “knust ko” og ditto kylling, masser af friske ananas og hos Else Højvang, der er tovholder på projekt Mayaja, også masser af dejligt friskbagt brød.

    Alting er simpelt men fungerer på en eller anden måde. Det varede lidt før det gik op for os, at ovenstående er den lokale tankstation :-)

  • 2. november 2010

    Tanzania, Karagwe stift

    Hjemme igen efter en vellykket tur i Tanzania.

    Jeg har været 14 dage i det nord-vestlige Tanzania, nærmere bestemt Karagwe stift, og det har været en fantastisk rejse. Lige nu står alle indtrykkene i kø for at komme til udtryk, men det er ikke muligt at beskrive det hele på én gang.

    Rejsen var arrangeret af Ida Kongsbak, der er sognepræst i Avedøre og som har arbejdet 10 år som missionær i Karagwe. Det har betydet, at alverdens døre stod åbne for vores gruppe på 16 mennesker fra Rødovre og Hvidovre provstier. Det ville være umuligt at arrangere en sådan rejse selv!

    Anledningen til rejsen er projekt “Mayaja”, som er et selvhjælpsprojekt, hvor der blandt andet undervises i landbrugsudvikling, sundhed og mikrolån. Jeg havde et noget andet billede af missionsarbejde; faktisk troede jeg, at mission gik ud på at rejse ud i verden og fortælle andre mennesker, at de skulle tro på en anden Gud – intet kunne være mere forkert, kan jeg nu se. Grænsen mellem udviklingsbistand og mission står ikke klar for mig, men det er sikkert, at missionen ligner udviklingsbistanden meget.

    I projekt Mayaja lærer landbefolkningen at:

    • øge udbyttet af landbruget
    • forbedre deres ernæring
    • organisere lokale låne-sparekasser
    • blive aktive medborgere

    Det er konkrete mål med synlige resultater og pengene går ikke til dyre middage og røde løbere for alverdens ministre og ledere.

    Jeg har taget 470 billeder og der ligger nu et større – dejligt – arbejde med at sortere og redigere billederne. Mange af dem er skudt for hurtigt, så mange skal slettes, inden jeg kan lægge dem i mit galleri, men de skal nok komme! Kameraet trænger vist til en rensning nu, for Afrika er fyldt med rød jord, der sniger sig ind alle vegne. Min Miele-vaskemaskine har allerede kørt et par ture, for hele indholdet af rygsækken var usandsynligt beskidt. Selv er jeg efterhånden nogenlunde ren igen.

    50 pct. af Tanzanias befolkning er under 15 år! Man kan slet ikke forestille sig, hvilke krav det stiller til et samfund, at have så mange liv “på vej”. Hvor skal de alle sammen finde arbejde og bolig?

    Vi har besøgt adskillige primary schools. Skolegang koster penge og familierne må knokle ekstra hårdt for at få råd til at sikre alle børnenes skolegang. Noget af det familierne lærer i projekt Mayaja er “family planning” og det er nødvendigt. Mange kvinder har allerede forstået, at det ikke længere er nødvendigt at få så mange børn, da børnedødeligheden trods alt er faldende.

    Det ser fattigt ud – og det er det også! Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om, at der var en grundlæggende ulighed i fordelingen af verdens goder, ville den tvivl nu være aflivet. Trods fattigdom har vi kun mødt stor gæstfrihed og gavmildhed alle steder vi har været. Det er mærkeligt at være Europa igen, det er mærkeligt, at der kommer vand ud af vandhaner og at strøm bare er noget man bruger. Jeg har kun været væk to uger og alligevel er der noget, der er forandret.

    Man må gerne fotografere, og vi har stort set ikke mødt nogle, der ikke ville have taget et billede. Når vi efterfølgende viste billederne frem på den lille skærm var der stor jubel over, at de nu “var inde i kameraet”. Som europæer synes vi, at det er det mest naturlige i verden, men verden se nu én gang anderledes ud fra Afrika.

    Man vasker hænder konstant og da vand er en meget knap ressource, der skal hentes fra en brønd eller skal samles sammen af regnvand, er der lavet mange interessante indretninger for at spare. Jeg holder meget af denne Georg Gearløs-håndvask, der er velfungerende og som opsamler det brugte vand, som utvivlsomt bliver genbrugt på en eller anden måde.

    Vi var blandt andet – to og to – ude at bo mere end et døgn hos en familie og det var spændende. Herover skræller Magdalena madbananer, og det går tjept. Vi kunne ikke hjælpe med noget, og havde sikkert også mest af alt været elefanter i en glasbutik. Madlavningen tager timevis, for alt bliver lavet fra grunden. Vi blev sat på et par stole for at se på, hvordan Magdalena lavede mad.

    Konceptet med at bo hos familierne i små grupper er godt, for man lærer folk at kende og man får lov at tage lidt del i deres liv. På den anden side er det kolossalt anstrengende at blive ved med at finde på noget at tale om i ca. 30 timer. Jeg må sige, at jeg åndede lettet op, da vi gik derfra.

    Rejsen hjem varede 30 timer, fra vi forlod Elisabeth Park i Uganda til flyet landede i Kastrup. Det er næsten ikke til at forstå, at man på lidt over et døgn kan bevæge sig fra stor fattigdom til den vestlige verdens overflodssamfund.

  • 12. juli 2010

    Mit speak

    Midt i en agurketid har jeg været på Svanegården, der er et privathospital, som behandler blandt andet afhængighed af alkohol og holde nedenstående oplæg. Jeg bringer oplægget her, fordi det måske kan være til inspiration for andre, der enten er afhængige eller skal holde et oplæg om det at være ædru alkoholiker.

    Introduktion

    Jeg hedder Hanne, og jeg er alkoholiker! Herudover er jeg 46, single, IT-konsulent i MIM, medlem af Mensa Danmark og uddannet jurist. Jeg var her på Svanegården i august/september 2008 og det var på mange måder både de bedste og de sværeste uger i mit liv.

    Jeg drak dagligt i 11 år, og det lykkedes mig at holde det godt skjult, for jeg drak altid alene, og derudover er der ikke så mange relationer i mit liv at skjule det for. Når der ikke er så mange relationer, er der én fordel, og det er, at der ikke er så mange at lyve overfor.

    Øl var mit foretrukne stof i mange år, og med årene blev de bedre og bedre og dyrere og dyrere. Men jeg har også været turen over rødvin og spiritus.

    Jeg gik i behandling, da det var lykkedes mig på én dag at nedsvælge en 1/1 flaske gin, og det var Jørn Thanning, der overbeviste mig om, at det var nu, det var nu.

    Opvækst

    Jeg er, fra før aborten blev fri, så umiddelbart efter fødslen kom jeg på børnehjem. Mine biologiske forældre havde kun en meget kortvarig affære.

    Jeg blev adopteret af en ny familie, da jeg var 2½. Det var en rigtig god familie, indtil min far desværre døde, da jeg kun lige var blevet 9 år. Min far og jeg havde et fantastisk forhold og selv om han døde tidligt og jeg synes, vi havde hinanden i al for kort tid, er jeg ikke i tvivl om, at jeg faktisk har haft en far.

    Min mor giftede sig på ny med en mand, der viste sig at være alt for glad for småpiger og det gik ud over mig stort set dagligt gennem 6 år, fra jeg var 10, til jeg flyttede hjemmefra som 16-årig. Misbruget startede, før de blev gift. Jeg fortalte det til min mor, og der var stor ståhej i et par dage, men der skete ikke noget, og hun fulgte aldrig siden op på det. Når jeg sådan skal prøve at se det hele lidt i helikopterperspektiv, tror jeg, at min helt grundlæggende følelse af kun at kunne stole på mig selv, blev grundlagt på dette tidspunkt.

    Dette hjem var præget af alkohol, vold og incest. Der blev drukket i rigelige mængder, og der var ikke forskel på hverdag og fest. Jeg har alt for mange aftener forsøgt at sove til lyden af højrøstede stemmer, skænderier, hammondorgel og harmonika lige uden for mit værelse.

    Da der samtidig ikke var så mange penge i dette hjem, skulle sprutten jo være billig, og de kastede sig over at brygge vin og øl selv. Måske var det her, jeg lagde grunden til mit senere storforbrug og dernæst sygdommen alkoholisme, for jeg kan huske, at jeg nogle gange gik ud om aftenen/natten og tappede lidt alkohol direkte ”fra fad”.

    At være barn i et hjem med alkohol er at blive alt for hurtigt voksen, og alt for hurtigt at skulle tage ansvar for alt for meget. Jeg havde følelsen af, at skulle være med til at dække over misbruget, og det at komme hjem fra skole var altid forbundet med usikkerhed, for hvor høj ville stemningen være i dag? Mine hjemlige pligter var helt vilde og jeg ved den dag i dag ikke, hvorfor det var nødvendigt at jeg skulle vaske bil og pudse vinduer hver uge, samtidig med at jeg også passede indkøb, diverse rengøring, min halvbror og mit skolearbejde.

    Ungdom

    Da jeg flyttede hjemmefra, stod jeg ret alene i København som 16-årig, og det var både fantastisk og skræmmende. Fantastisk fordi jeg nu var fri for de daglige overgreb og havde det som en fugl, der bliver lukket ud af et bur. Skræmmende fordi jeg kom lige fra Bornholm, og København var så stor og mægtig. Nørrebro var en smeltedigel dengang i 1980 lige efter rydningen af Byggeren og Allotria. Det var på alle måder et andet liv, end det jeg var vant til.

    I 1981 flyttede jeg på kollegium og det var fantastisk. Jeg startede med at tage en studentereksamen på to år, så arbejdede jeg et år og dernæst gennemførte jeg jurastudiet på normeret tid. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at kimen til det store alkoholforbrug blev lagt på kollegiet. Jeg var tit blandt de sidste, der gik efter en hyggelig aften, og jeg var en af dem, der kunne kyle en masse øl ned – stort set uden at blive beruset.

    I 1982, på min 19-års fødselsdag, brød jeg kontakten til min mor og hendes mand, fordi hun ikke ville høre på, hvad jeg sagde, om de oplevelser jeg havde haft, mens jeg boede hjemme. Vi havde ikke kontakt i 22 år og det lykkedes aldrig at hele skaden, for i realiteten vidste hun ganske udmærket, hvad der foregik i det lille hjem; det har jeg hendes eget ord for. Hun svigtede, hun vidste at hun svigtede, og hun blev ved med det. Det kom jeg aldrig til at tilgive, selvom jeg prøvede.

    Voksenlivet

    Mit voksenliv har været præget af arbejde. Jeg har haft mange top-jobs og været meget ”vigtig” og har arbejdet 60-70 timer om ugen i mange år. Når jeg kom hjem, var jeg ofte så kvæstet og stresset, at den eneste måde, jeg kunne falde ned på, var at drikke et par øl. Et par øl hjalp mig til at kunne sove, og det er egentlig sådan jeg tænker, at det hele tog fart. Det startede med, at jeg ikke kunne sove!

    Vennerne og kollegerne grinede af mig og sagde ”så gå dog hjem” og ”det er bare et arbejde”, men den stræbsomme og perfektionistiske del af mig, kunne ikke omsætte det til handling. Jeg følte mig fuldstændig fanget af det store arbejdspres og vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det.

    Jo mere jeg arbejdede, jo mere drak jeg, og jo mere facadeliv måtte der til for at ingen skulle opdage mit problem. Jeg fik for alvor taget hul på at drikke på HALT (hungry, angry, lonely, tired).

    Jeg har arbejdet mange år med budgetter, regnskaber og prognoser, og der er ikke meget jeg ikke kan i Excel. Problemet var, at når jeg kom sent hjem havde jeg stadig regnearkene inde i hovedet. Et par øl kunne få regnearkene til at forsvinde fra nethinden. I starten var det nok med et par almindelige øl, så blev det til half and half, så blev det mere bekvemt at tage to portere, og så må jeg sige, at rouletten kørte.

    Den første gang jeg blev rigtig bange for mit alkoholforbrug var i sensommeren 2003, hvor jeg sad en skøn solskinsdag ude på arbejdet og opdagede, at jeg tænkte på, hvad jeg skulle drikke i aften. Jeg blev så forskrækket, at jeg slog AA op på nettet og ringede til dem og spurgte, hvad jeg skulle gøre.  De syntes selvfølgelig, at jeg skulle komme til møde – og det gjorde jeg. Jeg sad i Ryesgade og tudede mig gennem et møde på to timer, for jeg vidste jo godt, at jeg var lige som dem. Det var så rystende en oplevelse, at jeg tog en taxa hjem og drak en ½ flaske Sambucca som jeg havde haft med hjem fra en tur til Rom. Jeg vidste godt, hvad klokken var slået, men var fuldstændig handlingslammet. Jeg havde da hørt om alkoholbehandling, men tænkte, at det var for rigtige alkoholikere.

    I efteråret 2003 fik jeg min første depression og en dårlig psykiater, som efter at jeg var kommet hos ham i et lille års tid sagde, at jeg måtte se at tage mig sammen. Jeg prøvede at fortælle ham, at jeg tog mig sammen hver eneste dag. Depressionen bølgede op og ned, men det så jeg ikke; jeg tænkte bare, at jeg var uhjælpelig og fik efterhånden følelsen af, at mig var der ingen, der kunne hjælpe.

    Den 3. januar 2006 forsøgte jeg at begå selvmord vha. alle de piller, jeg havde i huset. Det lykkedes heldigvis ikke – men det var min indgang til Jørn Thanning og Gordon Wildschiøtz og dermed også til Svanegården. Jeg var ikke specielt beruset – bare sådan almindeligt – og jeg tror, det er den aften i mit liv, hvor jeg har følt mig allermest ensom. Jeg kan huske, at jeg højt ud i luften sagde ”hvorfor skal jeg dø?” og egentlig havde jeg ikke andet svar, end at hvis dette var livet, så gad jeg det ikke længere. Jeg syntes, jeg havde prøvet alt fra stresscoaches, til stresskurser, til psykoterapi via psykologer og alligevel havde jeg det stadig elendigt. Jeg var for så vidt godt klar over, at jeg prøvede at selvbehandle depressionen med alkohol, men end ikke det virkede mere. Det var før jeg var klar over, at man kan drikke sig til depressioner – jeg troede, man drak fordi man var deprimeret. Det var også før jeg var klar over, at virkningen af den antidepressive medicin reduceres kraftigt, hvis man drikker. Serotoninen, som man tilfører via pillerne, vaskes ud igen af alkoholen.

    Behandlingen

    På rigtig mange måder blev Svanegården et vendepunkt for mig, og det er et sted, jeg er glad for at komme. Da jeg fik endnu en depression i 2009 og Jørn foreslog, at jeg tog herned i 14 dage bare for at være et andet sted end hjemme skulle jeg ikke tænke ret længe over det, og jeg kan stadig fornemme den lettelse og følelse af at være i sikkerhed, jeg mærkede, da jeg satte rygsækken inde på værelset.

    Da jeg kom her første gang i 2008, var jeg ved at dø af skræk den første dag. Jeg kiggede på de andre og tænkte, at de var rigtige alkoholikere, det var jeg jo sådan set ikke – jeg havde bare et lige lovlig stort forbrug.

    Jeg følte det som et nederlag at være kommet dertil, hvor jeg måtte indse, at jeg skulle have hjælp fra andre; jeg syntes, at det var så pinligt at skulle indse, at jeg ikke kunne håndtere mit eget liv længere. Jeg havde flere gange taget Antabus, men antabussen virkede på mig som slankekure virker på overvægtige. Fokus blev flyttet fra alt andet til svaret på spørgsmålet ”hvornår kan jeg drikke igen?”, hvor den overvægtige tænker ”hvornår kan jeg spise igen?” Den første aften hernede tænkte jeg, at jeg måtte hellere gå i gang med at læse i den blå bog, så jeg kunne blive færdig med den i en fart. Jeg læste tre linier, men jeg kunne ikke holde ud at læse sætninger som ”sådan er det at se den totale fornedrelse i øjnene”, for det var jo det jeg gjorde.

    Den første gang på talerstolen ”Jeg hedder Hanne, jeg er alkoholiker” var grænseoverskridende og jeg troede næsten ikke, at jeg skulle komme igennem det. Jeg følte mig som et ringere menneske end alle andre, lige til det gik op for mig, at alkoholisme er en sygdom! Jeg er fuldstændig sikker på, at hvis den sandhed havde forplantet sig i mig for alvor havde det været lettere for mig at komme i behandling noget før. Så kunne jeg være gået op ad havegangen herude med mere oprejst pande stolt over, at jeg tog hånd om mit eget liv.

    Hjemkomst

    Jeg skulle hjem og starte på et helt nyt job, som jeg i øvrigt kom tre uger senere til, fordi jeg var i behandling her. Jeg kunne ikke overskue at møde op i det nye job og sige, at jeg for resten skulle have fri eller være sygemeldt hver anden torsdag det kommende halve år. Derfor skippede jeg efterbehandlingen – og det har haft ærgret mig meget. Jeg kæmpede som en sindssyg, da jeg kom hjem, og jeg kæmpede alene. Der gik mere end et ½ år, før jeg vidste, at nu havde det ikke tag i mig mere. Jeg var ude til en middag og vendte bare glasset, inden tjeneren kom hen til min plads, så jeg behøvede ikke engang at sige nej tak. Hun gik bare forbi. Siden den dag har jeg haft følt, at alkoholen rykkede længere og længere væk fra mig.

    I AA-kredse (som jeg i øvrigt ikke kender særlig godt) er der meget med at tale om ædru år, måneder og dage. Min respekt vender omvendt. Dem jeg virkelig har respekt for er dem med 24 eller 48 timer; hos dem raser den indre dæmon stadig; de kæmper, men dem med lang tids ædruelighed er for længst rykket forbi det rigtig farlige punkt.

    Nu

    Nu er jeg ædru alkoholiker og det er jeg stolt af! Jeg føler efterhånden, at jeg har ret til en plads i verden og en ret til at være den jeg er. Der har været alt for mange år både i min barndom og mit voksenliv, hvor jeg havde alt muligt at skjule – nu er der ikke mere at skjule, og det er en lettelse.

    Jeg synes, jeg har fået en masse tid efter at jeg er blevet ædru – en hel masse tid som jeg før i tiden brugte på at være beruset ca. hver aften fra kl. 18:00. Jeg har også fået en masse penge til overs. Jeg har fx bevilget mig selv en ugentlig rengøringshjælp, som jeg sagtens kan finansiere ud af det beløb, som jeg tidligere brugte på alkohol.

    Jeg vil prøve at få det til at fungere med at gå til AA-møder, for at få noget hjælp til at bevare min ædruelighed og at skærpe min årvågenhed, men umiddelbart er jeg meget skeptisk overfor AA. Jeg har stor respekt for, at AA gennem årene har hjulpet millioner af mennesker verden over, men selv har jeg det svært med det sekteriske i AA.

    Et tema – og formentlig et livstema – for mig er ensomhed. Jeg er af natur ikke særlig udadvendt og trives bedst i mit eget selskab, men for at jeg kan bevare min ædruelighed er jeg ikke i tvivl om, at dette er et tema, jeg bliver nødt til at arbejde meget mere med. Jeg bliver nødt til at tvinge mig selv ud i flere sociale relationer.

    • Jeg er utroligt glad for, at det ikke længere er krybdyrhjernen, der styrer mit liv og mig, men at det nu er mig selv, der styrer.
    • Jeg er glad for ikke længere at have noget at skjule, og jeg er glad for ikke længere at bedrage mig selv
    • Nu kan jeg huske alle mine telefonsamtaler
    • Nu kan jeg gå ned i kiosken uden at være bange for at møde nogen jeg kender
    • Nu kan jeg følge med i TV-serier, fordi jeg kan huske, hvordan det seneste afsnit endte :-)

  • 9. juni 2010

    Den 6. ferieuge

    De særlige feriedage udbetales.

    Undersøgelser viser, at op til 40 pct. får udbetalt alle eller nogle af de særlige feriefridage, altså den 6. ferieuge, som vi var mange, der kæmpede for at få. Vi havde argumenter om, at det var godt at holde fri, at det var nødvendigt og sundt at være sammen med børnene mv. Så fik vi de 5 særlige feriedage, og nu udbetales de rask væk.

    Jeg begriber det ikke! Hvordan pokker kan man få feriedage i overskud, hvordan kan man vælge penge frem for frihed? Udhuler det ikke arbejdstagernes argumenter? Sidder arbejdsgiverne ikke bare tilbage og fryder sig?

    Personligt har jeg det modsatte problem. Jeg kan faktisk slet ikke få mine samlet set seks uger til at slå til, til alt det jeg gerne vil. Jeg er begyndt at købe mig til den ekstra frihed ved at holde ferie uden løn. Det ser pokkers dyrt ud på lønsedlen den måned, pengene trækkes, men når vi så kommer til selvangivelsestiden, kommer nogle af pengene tilbage i form af for meget indbetalt A-skat. Og de penge kan man jo meget passende starte med at putte i banken til starten på en ny rejse.

  • 3. juni 2010

    Et cafébesøg

    Torvecaféen i Hvidovre ligger i min baghave

    Torvecaféen er et af de steder, jeg kan humpe hen og nyde solen, nu hvor jeg er stort set immobil. En kollega tager et par krykker med i morgen; de vil udvide min aktionsradius betydeligt!

    Men altså gik jeg på café, da jeg kom hjem fra arbejde (i taxa naturligvis). Jeg medbragte min Jo Nesbø og hyggede mig med bogen, en latte og en stor cola. På et tidspunkt spurgte en yngre kvinde, der også sad der alene, hvad der nu var med foden, og sådan kom en lile samtale i gang tværs over bordene. Hun inviterede mig hen og nå ja, hvorfor egentlig ikke? Solen er jo lige fin enten man taler med nogen eller læser en bog.

    I løbet af de første 10 minutter havde jeg fået hendes livshistorie om bipolær depression, anoreksi, en skrøbelig tilknytning til arbejdsmarkedet og en familie, der havde stillet hende stolen for døren på grund af et stort alkoholforbrug. Først da gik det op for mig, at kvinden var bimlende beruset. Ud af øjenkrogen havde jeg da set, at hun havde nedlagt et par “fadbamser”, men det må folk jo gøre, nøjagtig som de vil. Jeg udspurgte hende lidt om, “hvem der bestemte”, hun skulle drikke, hende selv eller alkoholen? Svaret var selvfølgelig alkoholen! Jeg henviste hende til at ringe ned til Svanegården, de er så søde og dygtige, og afviste at bytte telefonnumre, fordi jeg ikke gider havne i en behandlerrolle, bare fordi jeg er god til at lytte.

    Tilbage i sikkerhed i mit kontroltårn ser jeg ned på kvinden på torvet. Nu er hun sejlende beruset! Jeg takker min Gud, Minnesota, Svanegården, Jørn Thaning og andre gode kilder for, at det ikke er mig; for at være på den anden side af alt det skrammel. Jeg husker kun alt for godt de år, hvor jeg var klar over, at jeg havde et problem, men ikke anede hvordan jeg skulle løse det. Det tog mig fem år mere eller mindre at komme fra erkendelse til (be-)handling, og derefter tog det yderligere nogle seje måneder at få det til virkelig dybt inde at blive til min egen beslutning. Min erfaring er, at først den dag, det virkelig er ens egen beslutning – ctr. alle mulige andres – bliver det rigtig godt at være ædru og overhovedet ikke anonym alkoholiker.

  • 2. juni 2010

    Afkortning af dagpengeperioden

    En del af regeringens økonomiske genopretningsplan

    Når man regulerer et eller andet ved lov er det typisk fordi man vil have befolkningen til at gøre et eller andet eller at undlade at gøre noget.

    Nu er det så en del af regeringens genopretningsplan at halvere dagpengeperioden fra fire til to år. Det må være fordi man vil spare udgifterne til dagpenge og sørge for at folk tager et arbejde.

    Måske har jeg sovet i timen, men faktisk har vi p.t. en stigende ledighed, det vil sige, at der ikke er jobs til de ledige; der findes altså ikke jobs, disse mennesker kan gå ud og tage. Efter to år på dagpenge overgår de så til kontanthjælp.

    Hvordan i alverden kan man lovgive på den måde? Er forudsætningen, at alle de ledige bare er nogle dovne hunde og at der bare skal tilstrækkeligt med incitamenter til, så kan de få et job? Jeg begriber det ikke – i givet fald ville vi jo have en situation med fuld beskæftigelse?

← Older Entries