• 22. oktober 2012

    Giacomo Puccini

    Jeg har været kulturel

    Sammen med Rasmine har jeg deltaget i Musik-lytte-klubben på Hvidovre Bibliotek her til aften.

    Emnet var Giacomo Puccini, og hver enkelt opera blev introduceret af operasanger Susanne Lange, så man vidste lidt om hvad man efterfølgende skulle høre. Jeg har ikke forstand på opera, men jeg holder af at lytte til det, og jeg har da også oplevet et par italienske operaer live, men jeg kan ikke engang huske, hvad det var for nogle. Vi nåede at høre uddrag fra i alt seks operaer, og det giver lyst til at høre hele operaen. Jeg har i virkeligheden altid haft brug for en introduktion til operaerne, for jeg synes, de er for vanskelige at gå i gang med selv. Jeg vil helt klart tilmelde mig Musik-lytte-klubben, for det er da et fantastisk gratis tilbud.

    Det var rigtig dejligt at møde Rasmine live; jeg synes altid, det er så positivt at møde andre bloggere in real live. Man har altid dannet sig et billede af dem man læser med hos. Mit billede af Rasmine svarede helt til den hun var i virkeligheden.

     

  • 3. april 2010

    Sigurd og Symfoniorkestret

    Sådan må man gerne kopiere musik… :-)

    Efter at jeg fra Anna fik tilsendt et link om Sigurd Barrett, har jeg læst om hans formidling og hans modtagelse af Rosenkjærprisen og har nu lånt et par af hans CD’er. Det er rigtig fed formidling!

    Jeg synes, jeg lærer noget og hører noget på en ny måde og skal frigøre mig fra tanken om, at det rent faktisk er for børn… Jeg lever så længe jeg lærer!

    Endnu engang må jeg konstatere, at det er svært som voksen at lære noget nyt (gammel hund og nye kunster) – og at den gode formidling er lavet for børn. Hvorfor findes det ikke for voksne?

    Det er lidt, som hvis man ikke gik til håndbold som barn. Man kan ikke komme ned i den lokale håndboldklub som 46-årig og sige “God dag; jeg vil gerne lære at spille håndbold”. Men det rummer et mærkeligt paradoks, for hvordan skal man som barn vide, hvad man måske kommer til at interessere sig for 40 år senere – og omvendt hvordan ved man, hvad man bestemt ikke kommer til at interessere sig for?

    Måske er det korte af det lange, at man bliver nødt til at præsentere børnene for hele paletten, så de ved noget om, hvad de på forhånd vælger til og fra “for ikke at vælge er også et valg”…

  • 19. marts 2010

    Du kom med alt det der var dig

    Frihed til at synge

    I dag var jeg for første gang siden jul på egne hjul til arbejde – det betyder, at jeg atter har trukket min røde Pinarello skovcykel op ad kælderen. Den bliver 15 år i næste måned og ser bestemt ikke længere ud som på billedet, men den er skøn at køre på.

    Sikke en frihed atter at være på cykel. Slut med vinterens planlægning af, om det nu skal være “rutebilen” (i Hvidovre kører de hvert 20. minut) kl. 07:06, eller om jeg skal dovne og vente på den, der kommer 07:26. Cyklen kører altid, og den er ligeglad med, hvad klokken er.

    Jens Rosendals dejlige sang, som både er god til forår og forelskelse, “Du kom med alt det der var dig” faldt mig ind undervejs og jeg sang den hele vejen gennem Grøndalsparken. Det går bedre på cykel end i en sur linie 22 :-)

    Vers 1 og 2 kommer her:

    Du kom med alt det der var dig
    og sprængte hver en spærret vej
    og hvilket forår blev det!
    Det år, da alt blev stærkt og klart
    og vildt og fyldt med tøbrudsfart
    og alting råbte: lev det!

    Jeg stormed ud og købte øl
    ja, vinterens gamle, stive føl
    for ud på grønne enge
    og du blev varm og lys og fuld
    og håret var det pure guld
    som solen – skjult for længe.

  • 12. december 2009

    Händels Messias

    Händels Messias i Christians Kirke

    Hvornår er det egentlig en tradition?

    Allerede sidste år, hvor min kæreste ven og jeg første gang var i Christians Kirke for at høre Händels Messias, besluttede vi, at det skulle være en tradition, og at vi ville gøre det hvert eneste år til jul. Nu var det så 2. gang – men hvor mange gange skal man gøre det, før man har grundlagt en tradition?

    Tradition eller ej, så er det vidunderlig musik – jeg fristes til at kalde det “mageløst”. Oratoriet blev ur-opført i 1742 og er måske et af de mest vellykkede forsøg på at sætte bibelen i musik. Det vil sige, at det naturligvis ikke er hele bibelen, der er indeholdt, men den kristne grundfortælling om, hvad Jesu fødsel, død og opstandelse betyder for mennesket. Ordet “Messias” er en græsk form af det hebræiske ord “Hamashia”, som betyder “den salvede”.

    Jeg har faktisk en hel bog om stykket, men har endnu ikke fået den læst, men i løbet af traditionen kommer jeg vel igennem den. En af fordelene ved ikke at vide så meget om det er for mig, at jeg bare læner mig tilbage og lytter – og nyder. Til forskel fra den hjemlige lyttesituation kan man til en koncert heller ikke lave noget andet samtidig med. Faktisk kan man i kirken ikke andet end at lytte; det gør noget godt.

    Alt: Elisabeth HankeJo der er en anden ting, man kan: Iagttage dirigent, kor, orkester og solister. Det har altid fascineret mig at se på disse menneskers indbyrdes ordløse kommunikation, som er så ufatteligt præcis, og uden hvilken præcision, det slet ikke ville være musik, man hørte.

    Som stemme betraget er jeg mest vild med Elisabeth Hankes mørke dramatiske alt-stemme. Hun var også med sidste år, og jeg håber, hun er en del af traditionen.

    Update: Elisabeth Hanke har fundet min blog og sendt en rigtig dejlig og glad mail med en tak for blogposten. Årh – jeg elsker dette Internet, uden hvilket en sådan dialog mellem kunstner og lytter sjældent ville forekomme og her kommer på opfordring et link til Elisabeths hjem på nettet.

    Vi ses næste år Elisabeth – jeg glæder mig allerede!

  • 29. november 2009

    God service hos Apple

    iPod Touch

    Jeg elsker min iPod Touch, men jeg er træt af iTunes!

    Det vil aldrig gå op for mig, hvorfor man ikke kan bruge stifinder mv. i forbindelse med iTunes og iPod, når det hele ellers kan afvikles under Windows, selv om det kommer fra Mac-verdenen.

    Jeg har købt ny pc og skulle tilslutte min iPod til den nye pc, og selv om jeg startede med at læse på Apples hjemmeside om hvordan man flytter data fra én pc til en anden, gik det galt – pludselig var min kalender blank! Jeg er godt nok ikke et menneske med en overfyldt kalender, men alligevel står der da noget i den – og det findes kun i iPod, ingen andre steder.

    Ideen i at flytte data er ellers simpel nok: Sørg for at iPod er synkroniseret med den gamle pc, tilslut iPod til den nye pc, synkroniser og inden iPod synkroniserer, laver den en backup, og denne backup kan man så genindlæse. Så skulle iPod gerne indeholde det samme som før.

    Mit problem var imidlertid, at backuppen fejlede – og så er der kun én ting at gøre: ring til Apple! På deres hjemmeside fortæller de ganske åbent, at hvis man ikke har et serviceabonnement, koster det 399 kr. Man tænker sig selvfølgelig lige om en ekstra gang, men jeg var nu klar til at betale for at få mine data og min musik tilbage. Der ligger trods alt mange timers arbejde bag iPods indhold.

    Jeg ringede op, forklarede problemstillingen og at jeg havde fulgt vejledningen på deres hjemmeside, samt at jeg selvfølgelig var klar over, at det kostede penge. Han var en super supporter og efter 59 minutter havde vi musik og data retur til iPod. Jeg var virkelig glad for at gense min kalender!

    Applikationerne haltede lidt men pyt med dem; jeg har kun nogle af de gratis applikationer, og dem har jeg bare hentet igen.

    Han syntes ikke, han ville sende en regning, når jeg nu faktisk kunne dokumentere, at backuppen fejlede og at jeg i øvrigt havde fulgt vejledningen på hjemmesiden. Den slags er simpelthen god service; han brugte dog 1 time på det, og slap det ikke, før vi var sikre på, at det fungerede.

    Mens de 4 GB musik blev flyttet via den eksterne harddisk, sludrede vi lidt om Apples salgs- og produktionsstrategi mht. iPhone 3G S, og jeg sagde, jeg ikke forstod, at man skulle vente så længe, og at jeg havde været skrevet op hos 3 siden 18. august. Han anbefalede at kontakte 3, da status nu er, at Apple kan honorere efterspørgslen.

    Så kontaktede jeg 3! De havde glemt mig og ikke så meget som en lille beklagelse eller undskyldning fik jeg. Men nu skulle min iPhone og det mobile bredbånd gerne være på vej, og jeg er spændt på, hvordan det vil gå med at flytte data denne gang :-)

  • 23. januar 2009

    Perle eller Perker

    Først og fremmest undskylder jeg overfor mine læsere, at jeg ikke har været trofast i januar. Jeg har en hel masse undskyldninger:

    1. Jeg er flittig ovre på min slægtsblog, og har tastet mere end 14.000 af Nygårds sedler ind – og det nu tager lidt tid. Nygård var arkivar og skrev sådan godt ½ million uvurderlige små sedler med bidrag til jysk personalhistorie i bred forstand. Der er tale om et helt unikt seddelværk, som vi nu er en flok mennesker, der har sat os for at digitalisere.
    2. Arbejdsåret startede med noget, jeg ikke er god til: For meget arbejde i to uger. Jeg har en høj produktivitet og en uhyggeligt stor produktionskraft (er der en, der engang har sagt til mig), men jeg er dårlig til at se det hele vælte ind over mig. Jeg bliver bange og føler mig utilstrækkelig; de gamle stress-symptomer kommer farende og vælter mig bagfra også selvom det slet ikke er rimeligt og er lidt ude af proportioner. Arbejdet er blevet normaliseret igen – og alt er i orden. Jeg følte mig bare uprofessionel et par uger – og øh… det blogger man jo ikke om vel? Vi er da ordentlige mennesker, der kan styre vores stress ikke?
    3. Jeg har været “kulturel” og set “Phantom of the Opera” med en kær ven – og det kommer der en særskilt post om, for det var forrygende. Vi sad på 1. række i “Det ny Teater”; og det var som at være der selv – altså som at være i Paris i 1911 og 1891; lysekronen fløj i bogstaveligste forstand om ørerne på os, orkesteret spillede for fuld musik – og for fuld damp. Jeg har aldrig tidligere oplevet en musical live (og har altid slukket for dem i TV), så det var waughhh…
    4. Jeg har været i kirken til en fremragende sogneaften med Sulaima Hind i aftes. Jeg kunne have hørt på hende i timevis. Her var en kvinde med et budskab og en fortælleevne langt ud over det sædvanlige! Allerede ved 11:30-tiden i dag havde jeg haft gårsdagens foredrag i tankerne flere gange Hun er ikke så glad for, at man skriver om hendes foredrag – så herfra er min mund lukket med syv segl (eller er det sejl – ihukommende Kaptajn Haddock?)
    Københavns Politi

    Københavns Politi

    Nu er jeg så kommet gennem undskyldningerne for mit fravær og kan begynde på dagens emne: Perle eller Perker.

    Det sker, det er morsomt at høre radioavis. Det skete i dag! Politidirektør Hanne Bech Hansen (som jeg ellers er stor ynder af, fordi hun har skabt revolutioner i Københavns Politi, som hun engang fortalte om i en “Løkkegaards” på radioens P1) udtalte med stor sikkerhed, at en af hendes medarbejdere havde kaldt en demonstrant “Perle” og ikke “Perker” som et hold sprogprofessorer og demonstranten ellers selv mente, der blev sagt.

    På en eller anden måde blev jeg lige sat tilbage til de gode gamle Poul Eefsen-dage, hvor man kunne klage over politiet – til politiet!

    Er det da ikke fuldkommen latterligt at forestille sig, at Københavns Politi nu begynder at kalde deres “kunder” for “perle”? Jeg måtte le. Det er da helt ude i hampen. Tænk at man udstiller sig selv på den måde!

    Hvis de er begyndt at kalde mørklødede demonstranter for Perler – så har Hanne Bech Hansen i sandhed skabt revolutioner siden de 80′ere, Sulaima Hind fortalte om i aftes. Jeg kan bare ikke tro det – og det lyder som en vittighed. Men således er jeg da klædt på til en fin weekend.

  • 16. december 2008

    Händels Messias

    Billet til Händels Messias

    Lad det være sagt straks: Jeg har ikke “forstand på” klassisk musik, men jeg forstår at nyde!

    I aftes oplevede jeg for første gang Händels Messias sammen med en kær ven, og jeg må sige, at jeg var intet mindre end betaget i de 2½ time, koncerten varede. For min skyld kunne de have spillet og sunget det hele én gang mere.

    Vi kom i god tid og fik plads i en af logerne på 1. sal i Christians Kirke på Christianshavn. Jeg har altid syntes, at der et eller andet særligt over stemningen inden en koncert begynder: Man kan følge musikerne, dirigenten og koret – man kan se deres koncentration og indbyrdes dialog, men man er ikke selv en del af det; som et hørespil uden lyd…

    Jeg havde hørt lidt af værket på forhånd og var faktisk i tvivl, om det var noget for mig. Jeg bliver altid i tvivl om, hvorvidt jeg nu er “fin nok” til den slags, fordi jeg dybt inde har fornemmelsen af, at “den slags er for de andre”. Tænk hvis jeg havde haft andre muligheder tidligere? Tænk hvis man kom fra et sted, hvor sådanne oplevelser var blevet præsenteret løbende? Så ville man ikke sidde midt i livet og føle sig halvdum; på den anden side ville der ikke være mulighed for pludselig at opleve noget stort.

    Vi havde medbragt hele teksten på både engelsk og dansk og kunne således få den fulde mening (bortset fra den lette forvirring, når de udeladte stykker ikke kom). Teksten til Messias består udelukkende af stykker hentet fra bibelen, og det var helt fantastisk at se og gense tekster, jeg nu kender. 1. del afspejler profetierne om Frelseren og hans forestående fødsel. 2. del drejer sig om Kristi lidelse, død og opstandelse, mens 3. del retter blikket fremad mod opstandelsen, det evige liv og Kristus som verdens frelser. Jeg er glad for at være blevet “kirkevant”, for ellers havde det været sort tale. Det er en tradition, at tilhørerne står op under Halleluja-koret i 2. del – heldigvis havde jeg læst det i avisen, nogle dage før.

    Fantastisk musik! På Historie Onlines lille tidstest har jeg placeret mig klart i 1700-tallet og det passer til Cembaloen, som er et instrument, jeg altid har holdt af. De sprøde, fine, næsten feminine klange med et strejf af skarphed… Tænk at én komponist på blot 24 dage kan sammensætte og orkestrere et værk, der spænder så vidt i indhold og klang! Jeg begriber det ikke – Händel må have været manisk? Længere perioder lukkede jeg bare øjnene, lyttede, og lod musikken indtage mig.

    julelysDer var en alt-sangerinde, som var helt forrygende: Elisabeth Hanke. Hun er i programmet beskrevet og berømmet for sin “dramatiske alt” – Ja mon ikke. Hun tolkede meget på teksten med sin stemme, og det var forrygende! Jeg kunne have hørt på hende i timevis.

    Alt i alt en stor stor oplevelse, som min ledsager og jeg ubetinget må gøre til en tradition. Ingen jul uden Messias – og jeg var alligevel “fin nok”.

  • 29. juni 2008

    Rosenborg Tattoo 2008

    En smuk sommer-lørdag aften til tattoo på Rosenborg!

    Jeg er erklæret pacifist og i virkeligheden ikke for forsvar og militær, men havde fået billet til Rosenborg Tattoo lørdag aften fordi min ven Leifs datter og svigersøn står bag det.

    Scenen var Livgardens Eksercerplads foran det smukke Rosenborg slot – og jeg må sige, det var en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Militær præcision sat til musik og tilsat musik, flotte uniformer og sammenhold. Sammenholdet kom stærkt til udtryk, da nogle af dem, der havde været i Afghanistan kom ind på pladsen, og der fra tårnet på Rosenborg, blev spillet ‘Last post’. Da jeg er sådan et ‘følsomt fjols’ for tiden, stod jeg så mænd da der og gav følelserne frit løb.

    Det hele sluttede med alle 800 musikere på scenen og et gigantisk fyrværkeri.

    Jeg har prøvet at fange lidt af stemningen på billederne herunder, men jeg skulle have haft både stativ og teleobjektiv med, for at det var blevet rigtig godt… På det næstsidste billede er der vist én, der har tændt millioner af stjerner!

    Her er nogle langt bedre billeder end mine: klik her.

    Rosenborg Tattoo 2008

    Rosenborg Tattoo 2008

    Rosenborg Tattoo 2008

    Rosenborg Tattoo 2008

    Rosenborg Tattoo 2008

    Rosenborg Tattoo 2008

  • 27. april 2008

    5. søndag e. påske = Dom. 5 p. Pascha

    Inge-Hanne Broström og Hvidovre Kirke har gjort det igen! Betaget mig!

    Vi har taget fat på forårets konfirmationer. “Alting grønnes og springer ud – og skoven hun står brud”; det hele ligger så fint foran os, vi har næsten ikke brugt noget af det – og det er lige forunderligt hvert år.

    Mine kusiner og fætre er mange år ældre end jeg, så den eneste konfirmation, jeg har været til, er faktisk min egen. Og jeg husker den desværre ikke.

    Ved konfirmationen bekræfter vi dåben, og det gennemsyrede dagens tjeneste. De unge mennesker i deres fineste puds; lidt generte var de med papiret i hånden til at støtte dem i kirkebønnen, og de var faktisk så rørende søde! De gjorde deres del af arbejdet, så det blev en fuldkommen hel og “rund” gudstjeneste. Nu har jeg set de unge gennem hele foråret, og i dag var de næsten som forvandlede. Ingen tjatten ud efter hinanden, ingen mobiltelefoner, men fuld koncentration om øjeblikket. Det skinnede så tydeligt igennem, at de og præsten (Inge-Hanne Broström) kendte hinanden godt efter den lange forberedelsesperiode. Jeg glæder mig altid over, at se mennesker have noget med hinanden!

    Inge-Hanne Broströms konfirmationstale tog udgangspunkt i forårets X-faktor! Det er genialt tænkt, for alle de unge har garanteret set det. X-faktor (i TV-regi) er at have noget ganske særligt (talent, charme, godt udseende og sangstemme). Blachmann og de andre var ikke sene til at dømme dem ude, der ikke havde X-faktor, og da der kun var én, der kunne vinde, var der også en masse, der ikke kunne vinde. I den personlige X-faktor er vi alle vindere, hvis vi forvalter vores talenter med blot en anelse omhu. Her er vi ikke blot “stjerne for en aften” – men gennem hele livet. Jeg tror så mænd, at kirkens smukke budskaber er ved at gå op for mig!

    Lys

    Så traditionel, jeg end er, elsker jeg, når der foregår noget anderledes i kirken. I dag kunne alle tænde et lys for nogen (eller noget) midt på den til anledningen tildækkede døbefont. Det virkede utrolig stærkt på mig, og samtidig repræsenterer handlingen et element, jeg savner i den danske forkekirke, men som jeg har truffet i den katolske kirke: man kan til enhver tid gå ind i kirken og tænde et lys. Man kan tænke sine tanker, sidde lidt og gå ud igen, når man føler sig klar.

    Jeg tror, alle tilstedeværende gik op og tændte et lys, så jeg er ikke den eneste, der måske savner det element, der rummer en aktiv handling i kirken. Tit kommer vi og skal “bare” sidde ned – måske er der i realiteten et behov for at “gøre” noget, så at man føler man er deltager og ikke kun passiv modtager.

    I går hørte jeg for første gang Carol Kings “You’ve got a friend” fra 1971 (albummet hedder “Tapestry”) med mine nye ører (dem der kan høre lidt af kristendommen). Du milde – det er jo til at blive helt religiøs af. Sangen blev sunget ved afslutningen på gudstjenesten i dag.

    Prøv selv at lytte med her (7 Mb) og hvis du har lyst, og så tænk “bøn”, så får sangen en helt ny dimension.

    For nemheds skyld får du lige teksten herunder:

    You’ve got a friend

    When you’re down and troubled

    And you need some loving care

    And nothing, nothing is going right

    Close your eyes and think of me

    And soon I will be there

    To brighten up even your darkest night


    You just call out my name

    And you know whereever I am

    I’ll come running to see you again

    Winter, spring, summer or fall

    All you have to do is call

    And I’ll be there

    You’ve got a friend


    If the sky above you

    Grows dark and full of clouds

    And that old north wind begins to blow

    Keep your head together

    And call my name out loud

    Soon you’ll me knocking at your door


    You just call out my name

    And you know whereever I am

    I’ll come running to see you again

    Winter, spring, summer or fall

    All you have to do is call

    And I’ll be there


    Ain’t it good to know that you’ve got a friend

    When people can be so cold

    They’ll hurt you, and desert you

    And take your soul if you let them

    Oh, but don’t you let them


    You just call out my name

    And you know whereever I am

    I’ll come running to see you again

    Winter, spring, summer or fall

    All you have to do is call

    And I’ll be there

    You’ve got a friend

  • 12. februar 2008

    Min musik er remedieret

    iPod TouchDa jeg begyndte at arbejde med billeder elektronisk, var det som om, billederne blev “aktiveret”. De blev til screensavers, de kom på nettet, de kom ind i mit slægtsforskningsprogram, de blev printet og sat i rammer mv. På alle måder blev de set meget mere end nogen sinde før.

    Helt det samme sker nu med min musik; den bliver hørt mere end nogen sinde før – og hold da op, hvor har jeg meget god musik, som jeg helt havde glemt. Denne re-mediering (siger min ven medieforskeren, det hedder) gør noget positivt ved sit objekt og for sit subjekt.

    iPod touch kan blande numrene i vild forvirring eller man kan selv sammensætte såkaldte “spillelister”, så man ikke kører træt i 90 minutters Mozart eller lignende. Jeg har mest overført klassisk, new age og stille musik til min iPod.

    Jeg hader støj og er helt overrasket over, at jeg kan arbejde til musik. Men tricket er naturligvis, at når jeg selv vælger mine lydindtryk er det ikke støj. Kvaliteten af de små høretelefoner er overraskende god, og med dem i ørerne har jeg det godt i min egen verden. Farvel til kollegernes telefonsamtaler med Moskva, Accra og Dar es Salam.

← Older Entries