,

Bekymringer

Folkekirkens Nødhjælp lakker mod enden og julen står for døren

Folkekirkens Nødhjælp:

Der er ni arbejdsdage tilbage. Jeg prøver at bevare gejsten og entusiasmen. Jeg har sat som mål, at jeg den 23. december gerne vil sende hende, der skal etablere subsystemet til økonomisystemet, som så kommer til at udgøre HR-systemet, en folder indeholdende alle nødvendige felter, beskrivelse af alle disse felter og værdier til alle dropdownlister. Det burde gøre hende i stand til at komme videre med hendes del af systemudviklingen.

Nyt fleksjob

Når jeg nu ikke skal være i FKN, skal jeg selvfølgelig et andet sted hen. I morgen skal jeg til møde med fleksjobkonsulenten fra Hvidovre Kommune og “anden aktør” nærmere bestemt “Jobøst”. Jeg har kigget lidt på hjemmesiden og ved såmænd ikke rigtig, hvad jeg synes. Måske sådan lidt konsulentgejl… Men kommunen har gode erfaringer med dem, og har brugt dem i mange år, så det er jo nok i orden.

Jeg bliver nødt til at sige til dem, at jeg ikke umiddelbart kan se, hvor jeg finder kræfterne til igen at være ny på en arbejdsplads. Man skal sætte sig ind i opgaverne, få en fornemmelse af chefen, af kollegerne mv. Hvordan er organisationen skruet sammen? Hvem har magten? IT plejer at være mine samarbejdspartnere, hvad er de for nogle? Vise at man kan noget, selvom det er et fleksjob osv. Jeg orker det bare ikke.

Jeg bliver også nødt til at sige, at det skal være noget mere varigt, da jeg har brug for fred og ro til at komme videre med mig selv.

Jeg ringede til fleksjobkonsulenten i dag, da der var noget, der nagede mig: “Kan man sige nej tak?” Det kan man gudskelov godt. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at arbejde de der sølle 15 timer pr. uge, men det skal være ordentligt arbejde. Jeg kan ikke lave noget, der ikke er vigtigt/giver mening. Opgaven skal være væsentlig for virksomheden. Det må ikke være ligegyldigt, om det bliver lavet eller ej. Hvis jeg sagde ja tak til det, ville jeg holde to dage, og så var det slut. Fleksjobkonsulenten vil først undre sig, hvis der fx var fem – seks gode matches, som man blev ved at sige nej tak til. Det er jo helt OK.

I aften skal jeg lige have forberedt mig og printet diverse dokumenter ud, og så må det gå, som det kan. Heldigvis skal jeg til Pernille (lægen) i DPC kl. 13:00. Så må hun samle mig op, hvis det går ad h… til.

Julen 2016

Egentlig havde jeg tænkt mig at lade som om, den ikke var der. Men det går nok ikke – det er formentlig ikke godt for den psykiske sundhed. Det er det årlige problem, når man ikke har noget automatik. Jeg kom til at læse et par gamle blogindlæg om andre jul på højskole. Ud af dem kan jeg se, at det i hvert fald ikke skal være Haslev udvidede Højskole, hvor jeg var i 2008, og som var for indremissionsk for mig. Et par Googlesøgninger på “Højskolejul” afslørede adskillige muligheder. Det, der ser bedst ud, er Vallekilde Højskole. Jeg har ringet til dem, og på onsdag kan de komme med en tilbagemelding, om de har plads eller ej. Har de ikke plads, rummer internettet mange flere muligheder.

Det er en ret dyr løsning, men jeg er jo invalid, så det går nok 🙂

 

5 Svar
  1. Anette
    Anette siger:

    Vallekilde skulle være så dejlig, må besøge den engang.
    ved ikke hvad jeg gjorde hvis jeg ikke havde min familie, vi måske ikke mange men jeg elsker at holde jul. Jeg ville nok også tage på højskole eller noget, men vil jo havde Zorro med.
    håber du får plads på højskolen, og fortæller om det.

    Kan godt forstå jobbet skal give mening og være permanent, det er helt sikkert bedst, usikkerhed er ikke sund for nogen.

  2. Eric
    Eric siger:

    Jeg forstår godt dine betænkeligheder ved et job, hvis betydning er lala. Det er svært at sætte sig op til.

    Jul? Det er vel, hvad man gør det til og ikke, hvad alle mulige andre prøver deres bedste for at gejle det op til at være. Var jeg alene, ville jeg tage det som en fridag og måske lave lidt julemad – hvis jeg gad – og ellers hygge mig med en bog 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Det er selvfølgelig fint, at systemet samler en op, når man ikke længere har fuld erhvervsevne, og at de hjælper en osv., men jeg er altså for god til idiotarbejde. Jeg har altså min faglige stolthed i behold, selvom der er så meget jeg har mistet. Det glæder mig, at du forstår mig!

      Jeg elsker julen og alle traditionerne, jeg har bare ikke nogen at fejre julen med. Det er et stort problem for mig. Jeg har prøvet at være alene to juleaftener, og det gik slet ikke. Jeg følte mig alt for ensom. Ca. som det ensommste menneske i verden. Det går ikke engang til. Så hellere lade det koste kassen og tage på en eller anden højskole.

  3. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg tror helt enkelt ikke, nogen virksomhed i dag har råd til at ansætte nogen til at lave arbejde, der ikke behøver at blive lavet! Men alligevel er det godt, at du ikke er nødt til at tage hvad som helst. Det var heller ikke alt – nødvendigt – arbejde, jeg i sin tid ville eller kunne udføre.

    Vi holder slet ikke jul. Mens jeg arbejdede, var det nogle velkomne fridage med lidt rigeligt med sentimentale film i fjernsynet. Jeg boede alene i over 10 år, og der kørte jeg efter samme system. Men jul på højskole kan sikkert være vældig hyggeligt. Der plejer også at være noget “Juleløses jul” – negativt klingende navn – i mange byer. Jeg synes, jeg har hørt, at julefesten i den grå hal på Christiania skulle være super. Men når det gælder -kvem i julen, ligesom når det gælder job, skal der helst være et match, og det er ikke helt ligegyldigt, hvad man vælger.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Næh du har egl. nok ret i det med, at virksomhederne ikke efterspørger medarbejdere til ligegyldige opgaver. Sådan havde jeg ikke lige tænkt det. Jeg vil jo bare gerne lave noget, der er væsentligt. Jeg er glad for, at jeg kan sige nej. Herudover er vejen som hovedregel, at det starter med en virksomhedspraktik på 4 – 6 uger. Indledningsvist troede jeg bare, at det var uger, hvor jeg skulle performe bedst muligt. Min gode erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden klippede det ud i pap for mig: “Det er også din mulighed, for at se virksomheden an”. Så dan havde jeg slet ikke tænkt.

      Sidste år havnede jeg i Frederiksberg Kirke til et fantastisk smukt arrangement. Til bords fik jeg en gammel dame vist på 78; og hun havde året været på Christiania til deres jul, og det havde været helt fantastisk. Jeg har hørt vældig meget om det fra alle mulige mennesker. Det kunne klart være en mulighed for mig, hvis nu højskolerne allerede er booket.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.