En defekt reol har ændret på mine planer.
Det er nærmest pinligt, men jeg er ikke særlig dygtig til at finde – endsige læse – skifter, uagtet jeg har slægtsforsket siden 2003. Jeg har fået metoden til at finde skifterne vist flere gange, men på en eller anden måde, er det ikke rigtig sevet ind. Jeg har det tit sådan med nye ting, at jeg skal sidde og nørkle med skidtet selv for at den nye færdighed fast. Altså var beslutningen hjemmefra, at jeg ville bruge min tid i Viborg til at få skovlen under skifterne på mine aner på min morfars side. Det ville nu være rart at vide, om indboet havde en eller ingen sølvskeer. Skifterne giver et godt billede af det liv anerne levede.
Men men… Mine planer er forpurret af en defekt reol på landsarkivet i Viborg; noget med en wire, der er knækket, og reolen kan kun køres/flyttes ved motor-hjælp. Så det er simpelthen ikke muligt, at få skifterne fundet frem. Øv – nu havde jeg lige fundet ud af, hvordan man finder frem til skifterne, og det har jeg sikkert glemt næste gang, jeg kommer herop.
Jeg er altid godt forberedt til mine arkivbesøg for at få mest muligt ud af dem (og mest for pengene), men jeg var ikke forberedt på, at jeg ikke kunne se de skifter, jeg havde forberedt at sætte mig ind i. Jeg har en god slægtsforskerven, der siger, at han er “ligeglad, hvad vi leder efter, bare vi leder”. Jeg synes, det er sådan et sødt udtryk, der rammer slægtsforskeren i en nøddeskal, og det rammer i hvert tilfælde mig.
Efter syv års forholdsvis intens slægtsforskning og mange besøg i Viborg har jeg styr på det meste af det, jeg skal have styr på for så vidt angår mine aner og alle deres “svigerstedkusiner”. Så hvad skal jeg overhovedet lede efter? Jeg har derfor ganske enkelt brugt eftermiddagen på at lede i min database efter noget at lede efter. “Søg og du skal finde” – og jeg fandt noget, ganske vist lidt perifere slægtninge, men dem skal der også være styr på, når jeg nu ikke kan komme til de pokkers skifter.
Skifter eller ej, så er det skønt at have ferie. Jeg havde glemt, hvor dejligt det er, at der er huller i et døgn. Huller hvor jeg kan sidde ude på altanen og bare kigge på drivende skyer.
{ 3 comments… read them below or add one }
Jeg er i besiddelse af en “slægts-stamtavle” for min fars familie, som en eller anden for et halvt hundrede år siden tog initiativ til at få lavet af en professionel, så jeg behøver ikke at foretage mig ret meget i den retning. Den går tilbage til sekstenhundrede og et eller andet, og det påstås, at længere tilbage kan man ikke komme på grund af en brand i landsarkivet.
Det er nu sjovt at se, hvad de sådan efterlod sig. Det, der har gjort størst lykke blandt læserne, er “en pude med lidet fyld” – man fik sandelig det hele med!
Det ligger straks tungere på min mors side. Hendes ældste bror forsøgte sig på et tidspunkt, men opgav igen. Der var noget med en barnefader, der var forsvundet ud i det blå. Måske skulle man allligevel selv forsøge. Det bliver jo interessant, når det bliver svært. På den anden side må det heller ikke blive så svært, at det bliver surt i stedet for interessant.
Jeg ved nu ikke rigtig, om jeg ikke hellere vil lære at spille klaver
@ Rasmine
Øv nu havde jeg ellers skrevet et langt svar til dig – og pludselig forsvandt det. Men konklusionen var, at slægtsforskning er en fantastisk hobby, og at selv om der foreligger en professionel bog, behøver alt ikke at være fundet. Jeg fandt fx Danmarks største slavehandler nogensinde ved at arbejde videre med en købt slægtsbog.
Det var en skam – selv om det er tanken, der tæller