Tæt på
Da jeg i går var nede at handle, gik en tidligere kollega fra en af mine mange arbejdspladser på den anden side ad gaden. Vi mødes af og til og sludrer med hinanden; han kommer også i kirken, så vi har noget til fælles, og herudover var vi særdeles gode kolleger i hen ved fire år. Jeg så ham gå så langsomt som en gammel mand, skønt vi er jævnaldrende, så jeg sprang naturligvis over og spurgte ham, hvorfor pokker, han gik så underligt.
Han var faldet om ude på arbejdet på et toilet, havde været bevidstløs en time, havde haft en kropstemperatur på 34 grader og havde fået en firedobbelt bypass-operation og ligget på diverse hospitaler i en måned. Chokerende! Havde han ligget alene ret mange minutter længere, havde det været færdigt og slut for ham.
Jeg ved godt, at livet leves forlæns, men forstås baglæns; at vi alle skal herfra og at det er det eneste, der er sikkert osv. Alligevel er det hver gang chokerende, når man kommer tæt på det.
Om der nu er en sammenhæng ved jeg ikke, men det var som om, jeg havde ekstra energi til at komme af sted på rulleskøjterne her til morgen. Det var som om, glæden ved at kunne gøre det var større. Som om det var ekstra godt at få pulsen op og at svede i solen. Sædvanligvis glæder jeg mig ikke over at høre mit eget hjerte banke – men i dag var det anderledes, og så vil jeg i øvrigt med nogenlunde god samvittighed sætte mig foran flimmerkassen og se 14. etape af årets Tour de France.
{ 6 comments… read them below or add one }
Det er sådanne hændelser, der får sat tingene i perspektiv, og man bliver aldeles grebet af alle de gode intentioner omkring sit eget liv.
Livet bliver dog aldrig retfærdigt – en af mine tidligere chefer døde af en svulst i hjernen som 50-årig. Hun levede så sundt et liv, at vi var nogle, der talte om, at det næsten var for meget.
Der er desværre ingen garantier her i livet…
@ Ellen. Det burde vel egentlig være retfærdigt, således at de sundeste levede længst. Det ville animere sådan nogle som mig til at leve endnu sundere. Du har ret i, at lige netop en sådan oplevelse sætter tingene i relief. Jeg har altid tænkt at “andres død sætter mit eget liv i relief”, og nu kan jeg se, at det også gælder ved næsten-død.
Du har så evig ret. Det kan lyde kynisk, men der er intet som andres ulykke og død, der kan få én til at bremse op og værdsætte hverdagens “selvfølgeligheder”.
Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at fastholde den sindstilstand, men den har det med at erodere i takt med at forskrækkelsen eller sorgen fortager sig.
Det er underligt, at man den ene dag kan føle lykke ved de simpleste ting som at kunne snøre sine sko, og så er det rutine og glemt i morgen.
@ Eric
Ja kunne man dog bare fastholde sindstilstanden, det øjebliksbillede, der opstår, når man finder ud af, at det er altså alvor dette her.
Eller lidt i en anden boldgade – men dog om at fastholde momentet: Da jeg for første gang var i Vietnam i 1998 og så virkelig mange fattige mennesker, besluttede jeg, at jeg aldrig mere ville brokke mig. Det holdt som bekendt ikke så længe. Jeg er da nødt til at harcelere over dårligt sprog eller af og til at brokke mig over vejret. Havde jeg lige været gennem en firedobbelt bypass ville jeg finde min gamle beslutning frem igen og dagligt takke for livet.
Kære Hanne,
Tusind tak for alle dine smukke ord og jo – jeg takker for livet hver eneste dag.
Tidligere kollega
Kære Svend
Velbekomme – de er alle vel mente! På en måde er det at takke dagligt for livet noget vi alle sammen burde!
Kh.
Hanne