Thyregod, Odense og Stadsarkivet
1. Dagens billede er et klip fra Thyregod kirkebog, og viser datoen på den senest fødte mand i databasen med de fødte mænd i Thyregod. Dette vanvittige tastearbejde nærmer sig sin afslutning, da basen er opdateret med fødte mænd til og med 1936. Vær så god at forsyne jer!
2. Der mangler kun ni årgange – så om ca. 5 dage regner jeg med at være færdig. Den 18. februar regnede jeg lidt på indtastningens omfang, og anslog, på baggrund af 435 fødte kvinder for perioden 1892 – 1910, at der ville være ca. 2.600 fødte personer i sognet for den samlede periode 1892 – 1945. Det ser ud til at holde stik. Lige nu er der 2.455 poster at regne på, og de kan ekstrapoleres til et samlet antal på 2.678. Og hvad kan man så lære af det? – hrm… at sognets befolkningssammensætning har udviklet sig meget jævnt og med en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder. Det er ikke så overraskende
3. Jeg har været en tur i det skønne Odense, fordi Slægtshistorisk Forening, Odense holdt en slægtsforskerdag, hvor de havde bedt brugere af tre forskellige slægtsprogrammer komme og fortælle om deres eget program. Jeg var inviteret for at fortælle om Family Tree Maker, der er mit foretrukne. Der var også indlæg og efterfølgende workshops om Brothers Keeper og Ancestral Quest. Arrangementet var rigtig godt og havde 83 deltagere. Det er altid herligt at være sammen med andre slægtsforskere. Godt gået Odense!
4. I ugens løb er der også blevet tid til en tur på Københavns Stadsarkiv.
To formål:
1) Finde fødestedet for en af mine 3*tip i en lavsprotokol. Morten Pedersen Toustrup glimrede dog endnu engang ved sit fravær.
2) Løbe begravelsesprotokollerne igennem for navnet Licht. Hold da op, de protokoller er den rene guldgrube. Jeg startede med mændene og for perioden 1805 – 1880 fandt jeg lige ni stk. Nu er problemet bare, at finde ud af, hvordan de hænger sammen med alle de andre… Men det er jo den sjove del.


